Erfaringen fra bl.a. Københavns Kommunes indsatsteam mod social dumping viser, at knap 4 ud af 5 overtrædelser af arbejdsklausuler og overenskomster i byggeriet finder sted i anden eller tredje led af en leverandørkæde.
Nu har Borgerrepræsentationen vedtaget et forslag om at øge indsats mod økonomisk kriminalitet på kommunens bygge- og anlægsprojekter, og her er et centralt element netop begrænsning af led i kæden.
Det betyder, at hovedentreprenører fremover skal have godkendelse fra kommunen, før de kan bruge underentreprenører.
Stop for hotel-byg i indre København: Vil undgå ”turistkulisser uden liv og hverdagssjæl”
Hos Danske Byggefag, Byggefagenes Samvirke i København og FH Hovedstaden ser man beslutningen som et vigtigt skridt mod bedre kontrol.
– Københavns Kommune viser vejen i kampen mod udnyttelse, underbetaling og organiseret kriminalitet i byggeriet, siger Claus von Elling, der er formand for Danske Byggefag.
Stop for hotelbyggeri skaber usikkerhed i vigtigt vækstmarked
– Når kommunen kræver godkendelse af underentreprenører, får vi et langt bedre overblik over, hvem der arbejder for hvem på byggepladserne. Det er helt afgørende, hvis vi skal sikre ordnede løn- og arbejdsvilkår for vores kolleger og fair konkurrence for de virksomheder, der følger reglerne.
– Det er en vigtig sejr, som Danske Byggefag har arbejdet længe for. Nu er det afgørende, at andre kommuner og regionerne følger efter, tilføjer han.
Betydning for hele branchen
Også Henrik Juul Rasmussen, der er formand for Byggefagenes Samvirke i København, er tilfreds med beslutningen:
– Det her er uden tvivl et vigtigt skridt imod underbetaling og dårlige vilkår, som vi desværre alt for ofte oplever i den københavnske byggebranche.
Dansk Håndværk og 3F’s Byggegruppe: Alle skal være med til at bekæmpe social dumping
Formand for FH Hovedstaden, Mikkel Andersen, supplerer:
– Københavns Kommune er en af Danmarks største bygherrer. Kommunen bygger og renoverer blandt andet skoler, daginstitutioner, idrætsanlæg og sociale tilbud. Derfor kan beslutningen få betydning for hele branchen.
Medlemmer
– Danske Byggefag er samarbejdsorganisation for syv fagforbund med tilsammen knap 80.000 medlemmer i bygge- og anlægsbranchen.
– Byggefagenes Samvirke er samarbejdsorganisation for 15 fagforeninger i københavnsområdet med i alt 15.000 medlemmer.
– FH Hovedstaden er paraplyorganisation for 81 lokale fagforeninger i Nordsjælland og København med tilsammen 235.000 medlemmer.
