Byggevarekæden XL-Byg, der har 117 forretninger, frygter, at den stigende mangel på faglært arbejdskraft kan blive en barriere for væksten. Kæden efterlyser elever indenfor et bredt felt af handels- og salgsassistenter, indkøbsassistenter, lager- og logistikoperatører, chauffører og økonomiassistenter.
– Den samlede mængde af kandidater til elevstillinger i vores branche er alarmerende lille, og det lover ikke godt for fremtiden, siger Mette Jull Brund, HR- og uddannelseskonsulent, XL-Byg.
Ifølge helt nye tal fra Danmarks Statistik er der nedslående nyheder på vej til byggevarekæden om udbuddet af ny faglært arbejdskraft. I 2017 dimitterede det laveste antal elever fra erhvervsuddannelserne siden 2005. Helt nøjagtigt 30.857 elever. Det største fald på 10 procent skete fra 2016 til 2017.
Hos brancheforeningen, Danske Byggecentre, kan administrerende direktør Palle Thomsen bekræfte, at det ikke kun er XL-Byg, men alle byggecentre, der ser manglen på ny faglært arbejdskraft som fremtidens største udfordring.
– Vi er nødt til at få hjælp fra lovgivningen. Vores branche omsætter for et større tocifret milliardbeløb og kan tilbyde nogle af de mest spændende og udfordrende elevstillinger i landet med næsten nul procents ledighed, mulighed for at læse videre og udsigt til en startløn på omkring 30.000 kroner. I andre lande er det almindeligt at starte med en kort erhvervsrettet uddannelse og efteruddanne sig senere hen i karrieren. Det skal Danmark lære af, og det haster, siger Palle Thomsen.