Vaskede mursten skaber nyt vandværk

Tre entreprenører er nu klar til opgaven med at modernisere og bygge et af Danmarks største vandværker op igen. Under hele byggeriet skal vandværket fortsat levere rent drikkevand til en million kunder i hovedstadsområdet.
Direktører fra de fire nye samarbejdsparter er fra venstre Brian Ludvigsen, Wicotec Kirkebjerg, Bjarne Korshøj, HOFOR, David Søndergaard, DI-TEKNIK og Flemming Carlsen, NCC. Pressefoto.
Direktører fra de fire nye samarbejdsparter er fra venstre Brian Ludvigsen, Wicotec Kirkebjerg, Bjarne Korshøj, HOFOR, David Søndergaard, DI-TEKNIK og Flemming Carlsen, NCC. Pressefoto.

Lige syd for Søndersø i Værløse ligger Hofors næststørste vandværk. Det har leveret drikkevand til hovedstaden siden 1950’erne og har gennem nogle år været klar til en større modernisering. Da den skulle planlægges nærmere, stod det klart, at det ville være nødvendigt at bygge et helt nyt værk. Hofor valgte samtidig at tilføje et blødgøringsanlæg, så en del af kalken bliver fjernet fra drikkevandet, ligesom det i fremtiden også vil være tilfældet på de øvrige af Hofors vandværker.

Nu er hele projektet gennemarbejdet, og de tre entreprenører, NCC, Wicotec Kirkebjerg og DI-Teknik, er klar til at gå i gang.

– Vi er meget glade for starten på det her samarbejde, som er utroligt vigtigt for Hofor. Vi skal sørge for, at der kommer drikkevand af den bedste kvalitet ud af hanerne hos over en million kunder hver dag, så det er vigtigt for os, at hver enkelt entreprenør har styr på deres faglighed, men også kan arbejde sammen om at finde løsninger i det daglige, siger Bjarne Korshøj, teknisk direktør hos Hofor.

Genbrugsguld og bæredygtige tanker

Gamle bygninger er blevet revet ned og kælderniveauet bygget op igen. Nu tager nye entreprenører over – dog er det NCC, som også stod for byggeriet af kælderen, der kommer til at stå for byggeriet af selve vandværket og de mange øvrige bygge- og anlægsarbejder.

– Det er et super spændende og meget komplekst projekt, hvor vi virkelig kan bringe vores brede kompetencer i spil på tværs af forretningen. Vi har arbejdet grundigt med projektet for at finde frem til de helt rigtige løsninger, og vi har gode, erfarne folk på opgaven, siger Flemming Carlsen, direktør i NCC Civil Engineering.

De gamle gule mursten er blevet bevaret, og vil blive brugt til den nye bygning. Det er et af de bæredygtighedstiltag, der er taget i projektet, og som NCC glæder sig til at prøve kræfter med frem til 2025, hvor vandværket står helt færdigt.

Wicotec Kirkebjerg skal stå for maskin- og procesanlægget – det vil blandt andet sige de mange rør, tanke, pumper og meget andet udstyr, som indbygges i det nye vandværk.

Opgaven med at få alle maskiner og procesanlæg til at passe sammen på el-tavlerne, kommer DI-Teknik til at stå for. Ligesom de øvrige parter på opgaven, kommer de også til at arbejde på vandværket helt frem til 2025, hvor hele moderniseringen er færdig.

Vandet flyder videre

Det første, der sker på Værket ved Søndersø, er at bygge det nye vandværk, som skal rumme det nye anlæg til vandbehandling og blødgøring. Når anlægget er klar, kommer der en vigtig periode med test og indkøring af anlægget, som kommer til levere blødere vand til forbrugerne fra 2022. Selvom det nye værk er færdigt til den tid, skal Hofor, deres rådgivere og de tre entreprenører stadig arbejde videre, da der foretages en delvis nedrivning og genopførelse af det eksisterende vandværk, som kommer til at rumme nye tankanlæg, hvorfor projektet først er helt afsluttet i 2025.

– I hele perioden skal både det gamle og det nye værk være i drift for sikre forsyningen til hovedstadsområdet, hvilket kræver masser af koordinering og stor kompetence i planlægning og udførelse. Vi har fra start gjort meget ud af at aktivere erfaring og viden i Hofor og hos vores mange dygtige rådgivere, så entreprenørerne har det bedst mulige grundlag for at løse den komplicerede opgave. Den gode samarbejdsmodel for alle involverede på projektet vil vi også bruge på de to kommende vandværksprojekter, som Hofor forventer at udbyde i løbet af 2020, forklarer projektleder Troels Lund fra Hofor.

Relateret indhold