Det rekreative Søholt i det nordlige Silkeborg skal videreudvikles og bringe endnu flere idrætsgrene og faciliteter til området. Første skridt i den retning bliver opførelsen af det moderne Silkeborg Svømmecenter, der efter planen skal slå dørene op i første kvartal 2024 som erstatning til det gamle svømmecenter Nordvest.
Fonden for Silkeborg Svømmecenter, som står for at opføre og drive det nye svømmecenter, har tildelt opgaven til et integreret team fra Sweco og Sweco Architects, der skal være totalrådgiver på projektet.
– Valget er faldet på Sweco-teamet, blandt andet fordi forslaget imødekommer de ønsker og behov, vi har defineret for Svømmecenteret og dens målgrupper. Dertil passer arkitekturen naturligt ind i Søholt-området, hvor centret bliver nabo til Jysk Arena og Jysk Park, siger Leif Flemming Larsen og fortsætter:
– Sammen vil vi nu bearbejde forslaget i forhold til omfang, dimensioner og faciliteter, så vi i fællesskab kan lande det bedst tænkelige projekt inden for budgetrammen.
Der er tale om et 6700 kvadratmeter stort, mangfoldigt svømmecenter med plads til at favne bassiner og faciliteter til både motionister og vandsportsudøvere, den legende badegæst, wellness-gæsten samt genoptræneren og brugere med handicap.
Reference til Silkeborg-søbade
Det er Swecos erfarne SwimTeam, der består af arkitekter og ingeniører med speciale i svømmebadsbyggeri, som står bag vinderprojektet.
Her har man hentet stærke referencer til byens nye runde søbade i Almindsø, der ligeledes er tegnet af Sweco Architects. Ambitionen er et svømmecenter, hvor brugerne vil få en oplevelse af at være i pagt med naturen og opleve himmel, vand og skov fortolket til et mangfoldigt svømmebadsmiljø. Samtidig vil en cirkelrund skive med trælameller i douglasgran fra Silkeborgskovene omkranse hele centeret. Det skal give både svømmeområdet og Søholt en tydelig signalværdi.
– Vi har ladet os inspirere af naturen omkring Silkeborg og omsat det til en arkitektur, hvor vi fra første streg har tænkt himlen, vandet og skoven ind i bygningens rum, facader, materialer og bassiner, fortæller kreativ leder for Undervisning & Fritid hos Sweco Architects i Silkeborg, Peter Kristiansen, der tilføjer:
– Vi har bevidst søgt at skabe sammenhæng til byens nye runde søbade i Almindsø, og vi har derfor bygget videre på cirkelskiven som formsprog, der binder inde- og udeområderne sammen og inviterer til 360 grader med vand.
Første spadestik bliver efter planen taget i andet kvartal 2022.