Opførelse af almene boliger – Hasseris
Adresse: Anna Anchers Vej 80, 9200 Aalborg SV
Projektnavn: Afdeling 109, Anna Anchers Vej
Supplerende adresse: Sofiendal Enge Byggefelt S1 og S2
Bygherre: Himmerland Boligforening
Totalrådgiver: Arkitekterne Bjørk & Maigård ApS
Arkitekt: Link Arkitektur
Ingeniør: Brix & Kamp
Landskabsarkitekt: Arkplan
Hovedentreprenør: M. Thomsen Støtt
Byggestart: August 2024
Forventes færdig: Primo 2026
Anslået budget: Ca. 100 mio. kr.
Omfang: 4.450 kvm, 4 etager, 3 bygninger. Projektet omfatter opførelse af 50 almene boliger fordelt på 3 bygninger i 2-4 etager med 8 opgange. Bruttoetagearealet udgør ca. 4.450.
Kilde: SMART/Byggefakta
Totalentreprenøren Arne Andersen Vrå har for pensionsselskabet PenSam opført 427 private lejeboliger i den nye bydel Sofiendal Enge i Hasseris. De sidste af de mange boliger stod klar til indflytning i slutningen af 2020.
Nu sætter det almene boligselskab, Himmerland Boligforening, gang i byggeriet af 50 almene boliger i samme område. Boligerne, der får to, tre eller fire værelser på 74 til 106 kvm, er målrettet enlige, unge familier, enlige forsørgere og seniorer.
Knudepunkt skal gentænke mobiliteten i Aalborg
Hovedentreprenør på denne del af bydelen bliver den lokale murer- og entreprenørvirksomhed M. Thomsen Støtt. Virksomheden står bl.a. bag opførelsen af Steno Diabetes Center Nordjylland, også i Aalborg.
Direktør i Himmerland Boligforening, Ole Nielsen, siger:
– At lade almene boliger indgå også i denne del af Aalborg handler om, at der i tilstrækkelig grad bliver etableret boliger til en fornuftig husleje. Det er nu, fremtidens betalelige boliger skal bygges – og de skal ikke mindst bygges i alment regi. Almene boliger handler dog ikke udelukkende om det betalelige, men også om at der findes et tilstrækkeligt udbud af den type boliger, der typisk efterspørges. Det vil – blandt andet på grund af ændrede familiemønstre – sige mindre boliger tilpasset eksempelvis singlernes behov.
Bidrager med mere diversitet
Den nye afdeling, der er tegnet af Link Arkitektur, har et samlet budget på godt 100 mio. kr. Alt i alt bliver der opført omkring 4.450 kvadratmeter byggeri i lyse, gullige teglsten med lyse fuger. Alle boliger får umiddelbar adgang til et privat udendørs opholdsareal i form af terrasse eller altan. Vinduer og altaner bliver i en kontrastfuld mørkere farve.
– De første almene boliger i denne del af Aalborg vil bidrage med mere diversitet til området, fortæller Ole Nielsen. Han tilføjer:
– Den nye afdeling er endnu et godt eksempel på det, der i en årrække så at sige har været et mantra for Himmerland Boligforening: Blandede boliger i blandede bydele i en blandet by. Argumentet er reelt set ret enkelt, for kun ved hjælp af det blandede kan vi skabe boligområder, bydele og byer, der er tilstrækkeligt attraktive til, at nogen for alvor vil bo og leve der.
Byggeriet af de nye almene boliger sættes i gang til august. De forventes at stå klar til indflytning i begyndelsen af 2026.