Region sender hospitalsopgaver i udbud

Region Nordjylland inviterer torsdag 16. marts byggebranchen til et informationsmøde, hvor kommende udbud på Nyt Aalborg Universitetshospital bliver præsenteret.
Den næste licitation omfatter aptering af akutmodtagelsen på 15.000 kvadratmeter samt et hus på 20.000 kvadratmeter med operations-, laboratorie- og røntgenfaciliteter mv. Illustration: Konsortium Indigo.
Den næste licitation omfatter aptering af akutmodtagelsen på 15.000 kvadratmeter samt et hus på 20.000 kvadratmeter med operations-, laboratorie- og røntgenfaciliteter mv. Illustration: Konsortium Indigo.

Region Nordjylland sender i løbet af foråret en lang række fagentrepriser i licitation, og i den forbindelse indbyder de nu byggebranchen til et informationsmøde torsdag 16. marts klokken 13-15. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Licitationerne omhandler færdiggørelsen af to bygninger til det nye universitetshospital.

– Vi vil gerne i dialog med byggebranchen både i forbindelse med vores aktuelle og kommende udbud. Det er vores indtryk, at branchen er opmærksom på byggeriet, men der er mange byggerier i gang rundt omkring, så det er vigtigt, at de mange entreprenører har hospitalsbyggeriet i Aalborg med i deres planer. Vi vil jo gerne have mange og konkurrencedygtige priser på de forskellige opgaver, så vi kan overholde budgetterne, siger projektdirektør Niels Uhrenfeldt.

Den næste licitation omfatter aptering af akutmodtagelsen på 15.000 kvadratmeter samt et hus på 20.000 kvadratmeter med operations-, laboratorie- og røntgenfaciliteter mv.

Opførsel af råhus og lukning af facader er i fuld gang. Den seneste licitation er afholdt i efteråret på aptering af de to sengetårne og forskningsbygningen. Der vil de kommende år løbende blive udbudt forskellige typer af fagentrepriser.

På informationsmødet vil bygherre både fortælle om udbuddene og den digitale udbudsstrategi.

Relateret indhold