I maj sidste år blev 2.000 tons sten lagt i vandet ved det nye byområde Aarhus Ø. Det har været så stor en succes for både småfisk, blåmuslinger, søanemoner, havalger og lokale dykkere, at kommunen har valgt at udvide stenrevet til det dobbelte.
De næste 2.000 tons sten bliver denne gang placeret i vandet ud for Lighthouse. Håbet er, at der vil komme endnu mere liv under havoverfladen.
– Vandet er Aarhus Ø’s største aktiv. Med det her projekt styrker vi både biodiversiteten og giver aarhusianerne på Aarhus Ø adgang til en unik naturoplevelse under vandet, siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.
Som en oase
Dykkerne har allerede fundet vej til stenrevet, og meldingen lyder, at der bliver mere og mere at se på, for hver dag der går.
En af dem, der har været på revet flere gange, er divemaster og partner i Domis, Nicolai Hommelhoff:
– Stenrevet er som en oase midt i en ørken af sand. Her gemmer sig masser af småfisk, tangplanter sætter sig fast og sidst jeg var forbi, så jeg en hummer, der havde gravet en hule under stenene, siger Nicolai Hommelhoff og tilføjer, at man kan se en masse selv med snorkel i vandoverfladen.
Da første del af stenrevet blev etableret sidste år, kom stenene fra anlægsprojektet Giber Ringvej; den 12 km lange, nye ringvej rundt om Aarhus. Denne gang kommer stenene fra den 39 mio. kr. dyre udvidelse af Vikingeklubben Jomsborg, der ligger på den offentlige badeanstalt Den Permanente.