120.000 ton plastaffald får nyt liv i omfangsrigt sorteringsanlæg

Danske Solum og tyske PreZero vil genanvende 120.000 ton plastaffald om året på Sjællands første plastsorteringsanlæg. En grund på 70.000 kvm i Holbæk er nu erhvervet.
Nordic Sorting Facility bliver navnet på det nye plastsorteringsanlæg, som en dansk-tysk alliance vil opføre på en 70.000 kvm grund i Holbæk. Visualisering: Schöne Ingenieurbüro
Nordic Sorting Facility bliver navnet på det nye plastsorteringsanlæg, som en dansk-tysk alliance vil opføre på en 70.000 kvm grund i Holbæk. Visualisering: Schöne Ingenieurbüro

I Danmark genererer vi årligt mere end 350.000 tons plastaffald. 57 % går til forbrænding, og omkring 100.000 tons eller knap 28 % sendes til sorteringsanlæg i Tyskland og Europa, hvor det er svært at spore, hvordan og hvor plasten bliver anvendt.

Dét skal et nyt plastsorteringsanlæg i Holbæk fra forventeligt 2027 lave om på. Med kapacitet til at sortere 120.000 ton plastaffald om året er målet at øge genanvendelsen i Danmark og reducere mængden af plastaffald, der forbrændes og eksporteres.

Læs også: Genbrug: Nu går vi fra babyskridt til storskala

– Vi er alle afhængige af plast i vores hverdag, men det tærer på ressourcerne, når det kun anvendes én gang eller hvis det ikke kan indgå i en cirkulær produktion, som er mere klima- og miljøvenlig. Derfor giver det god mening, at vi kan bevare plastaffaldet og udnytte det i landet, siger adm. direktør Christian B. S. Christensen fra den danske virksomhed Solum, der sammen med tyske PreZero har købt en 70.000 kvm grund til opførelsen af det, der bliver Sjællands første plastsorteringsanlæg.

Grunden i Holbæk er valgt til plastsorteringsanlægget på grund af sin beliggenhed ved motorvejsnettet og tilstedeværelsen af store plastikvirksomheder i området. Visualisering: Schöne Ingenieurbüro
Grunden i Holbæk er valgt til plastsorteringsanlægget på grund af sin beliggenhed ved motorvejsnettet og tilstedeværelsen af store plastikvirksomheder i området. Visualisering: Schöne Ingenieurbüro

Et vigtigt skridt mod en renere fremtid

Det nye anlæg til sortering af plastaffald er et vigtigt skridt mod en renere fremtid og bidrager til Danmarks og EU’s ambitiøse mål om at genanvende 55 % af affaldet inden 2030.

I kraft af sine sensorer kan anlægget skelne mellem forskellige typer plast såsom PET, HDPE og PP, som giver mulighed for stor genanvendelse af materialerne. Investeringen er derfor vigtig for at øge Danmarks ressourceudnyttelse, der ifølge Circularity Gap Report kun er 4 % cirkulær og dermed lavere end flere andre europæiske lande.

Supplerer hinanden godt

PreZero driver allerede flere sorteringsanlæg til letvægtsemballage i Europa og bearbejder næsten 700.000 tons emballageaffald med henblik på genanvendelse.

Læs også: Robot skal sortere 25.000 tons byggeaffald om året

– Vi er meget spændte på at starte vores aktiviteter i Danmark og yderligere bidrage til EU’s genanvendelsesmål. Med Solum som førende dansk miljøvirksomhed og et udviklingshus for bæredygtige løsninger inden for byggeri og energi supplerer vi hinanden godt i det nye projekt, siger Wolf Tiedemann, CEO for PreZero International.

Klar til drift i 2027

Holbæk er valgt som hjemsted til plastsorteringsanlæg på grund af sin beliggenhed og de store plastikvirksomheder, der er til stede i området. Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen ser frem til, at kommunen kan bidrage til realiseringen af Danmarks og EU’s ambitiøse målsætning om at genanvende 30 % af vores affald i 2030.

Den ene halvdel af partnerskabet, tyske PreZero International, driver allerede flere sorteringsanlæg i Europa. Form og logo for det kommende plastsorteringsanlæg i Holbæk, der bliver Sjællands første, er ikke endeligt. Visualisering: Schöne Ingenieurbüro
Den ene halvdel af partnerskabet, tyske PreZero International, driver allerede flere sorteringsanlæg i Europa. Form og logo for det kommende plastsorteringsanlæg i Holbæk, der bliver Sjællands første, er ikke endeligt. Visualisering: Schöne Ingenieurbüro

– Jeg er stolt over, at vi kan tiltrække en virksomhed af denne karakter til Holbæk Kommune. Det kommer til at betyde grønne arbejdspladser og taler lige ind i den grønne omstilling, som vi har stort fokus på. Vi skal i langt højere grad genanvende materialerne, så de kan få et længere liv og bidrage til at skabe en mere bæredygtig fremtid. Det er afgørende for den grønne omstilling og for at bevare klodens ressourcer. Derfor repræsenterer det nye anlæg til sortering af plastaffald et markant skridt i den rigtige retning.

Læs også: Producent opnår EPD på beton af byggeaffald

Der arbejdes nu på at opnå godkendelse gennem udviklingen af en ny lokalplan. Planlægningsfasen for opførelsen vil være i 2024-2025, og byggearbejdet forventes at begynde i 2025/2026. Sorteringsanlægget forventes at være klar til drift fra begyndelsen af 2027.

Relateret indhold