Dommerkomiteen
- – Anne Stausholm, landskabsarkitekt MDL, Anne Stausholm Landskabsarkitekter, repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder.
- – Eva Sara Rasmussen, landskabsarkitekt MDL, MAA, NATOUR, repræsentant for Danske Landskabsarkitekter.
- – Steen Himmer, Landskabsarkitekt MPN, Gladsaxe Kommune, repræsentant for Park- og Naturforvalterne.
- – Anne Pind, Ph.d. stipendant, Institut for Bygningskunst og Kultur ved Det Kongelige Akademi, uvildig repræsentant.
- – Kent Martinussen, Arkitekt MAA, CEO Dansk Arkitektur Center, uvildig repræsentant
I går blev Dansk Landskabspris 2021 uddelt d. 18. november til et pris- og debatarrangement i Valencia-bygningen i København. Her udgjorde Remiseparken af BOGL, Gellerup Ny Naturpark af SLA og Effekt og Forpladsen til K. B. Hallen af Marianne Levinsen Landskab finalefeltet, som blev vundet af Remiseparken, der imponerede dommerkomitéen i særlig grad med dens detaljeringsgrad og troværdige, overbevisende æstetiske udformning, designet og udførelsen på stedet:
– Remiseparken opleves som et rummeligt sted med mange raffinerede detaljer. Aktivitetsområder og tekniske funktioner til blandt andet håndtering af regnvand er vævet sammen i et landskabsrum, som på meget lidt plads giver plads til haver, skaterlandskab, boldbaner, rolige opholdsrum, stille refleksion, leg og gåture. Remiseparken tilbyder kvalitetssans, rum, æstetik og oplevelser ud over det sædvanlige og er et udsøgt eksempel på, hvordan mange forskelligartede hensyn, funktionskrav og ønsker forbilledligt kan forenes i et samlet oplevelsesrigt værk, lyder det.
Afgørende rolle i den grønne omstilling
I år er det 10. gang, at Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter uddeler Dansk Landskabspris. Steen Himmer, landskabsarkitekt MPN i Gladsaxe Kommune og repræsentant for Park- og Naturforvalterne, er talsperson for dommerkomitéen, der bemærker to overordnede temaer på tværs af årets indstillinger – transformation og social bæredygtighed:
– Fra vidt forskellige vinkler og udgangspunkter viser de indstillede projekter, hvordan landskabsarkitekturen i særlig grad evner at styrke og forny hele byområder. Derudover understreger indstillingerne, at landskabsarkitekturen spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling og den cirkulære økonomi ved at bevare, genbruge, påskønne og gendigte bymiljøer, bebyggelser, bygninger og anlæg. I kraft af de mange stærke indstillinger har det været en svær opgave at udvælge finalisterne og vinderprojektet. Ikke desto mindre er det en enig dommerkomité, der udpeger Remiseparken som vinder af Dansk Landskabspris 2021, siger Steen Himmer.
En fantastisk grøn lomme
Remiseparken er en offentligt tilgængelig park i form af et kombineret kultur-, bevægelses- og naturlandskab.
Fornyelsen af parken er en del af en større områdetransformation af Urbanplanen på Amager, og projektet er udviklet i samarbejde med Rambøll og SNE Architects med Københavns Kommune som bygherre:
– Urbanplanen gemmer på en grøn hemmelighed. Imellem de store bygninger vokser mirabelle, hassel og birk, og ved den bemandede legeplads, Bonderen, går geder rundt. Remiseparken er en fantastisk grøn lomme i København, og målet med fornyelsen har været at transformere parken til en tryg og attraktiv destination; både for Urbanplanens beboere og resten af byen, lyder det fra arkitekterne.
Med prisen, der uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, følger 50.000 kr.