Kista, der ligger nord for Stockholms indre by, er et samlingspunkt for nogle af Sveriges mest innovative virksomheder, og skal nu også gøres til et moderne og attraktivt boligområde. C.F. Møller skal bidrage til udviklingen, efter tegnestuen har vundet konkurrencen om et nyt højhus i bydelen.
C.F. Møllers vinderforslag lyder navnet Geysir, og juryen har vurderet, at højhuset forskudte volumener vil kunne bidrage til at løfte området.
– Forslaget Geysir vinder konkurrencen om et nyt boligbyggeri i Kista for Aros Bostad og Vasakronan på grund af det stærke grundkoncept og den stringente arkitektur. Med elegante forskydninger i volumenet og en tosidet facade skaber Geysir interessante silhuetter og rumdannelser. Geysir har stort potentiale til at løfte stedet, knytte Kistagången og Isafjordsgatan sammen og tiltrække beboere til hjertet af Kista, udtaler juryen efter at have udvalgt C.F. Møllers forslag som vinder af konkurrencen.
Grønt tag
En grøn oase på taget skal styrke de grønne indslag, der allerede findes i det nuværende Kista, men som skal fremhæves i forbindelse med den kommende udvikling. Med en kombination af urbane kvaliteter og grøn bevoksning kan der ifølge C.F. Møller skabes fremragende boligstandarder.
– Det er med panoramaudsigter over Stockholm, grønne tagterrasser og en levende stueetage – hvor beboerne og alle de mennesker, der arbejder og studerer i Kista, mødes – at rammerne for moderne boliger skabes, siger Mårten Leringe, som er administrerende direktør for C.F. Møller i Stockholm.
Tårnet er inddelt i to volumener, som er forskudt sektionsvis. Det giver bygningen en tydelig karakter, samtidig med at det skaber rum med dobbelt højde mod Kistagången og tagterrasser, som er beskyttet mod vinden, højst oppe. I alt er bliver der cirka 220 lejligheder i forskellige størrelser i huset.
Flere højhuse
Geysir er det seneste i rækken af aktuelle højhusprojekter fra C.F. Møller, som bidrager til udviklingen med at skabe sociale kvaliteter på boligområdet og særligt inden for højhuse. I Antwerpen er tegnestuen ved at opføre et højhus, som er kendetegnet ved at være “en landsby i højden”. I forbindelse med dette projekt undersøger man muligheden for at skabe mindre sociale fællesskaber i et større boligkompleks. I forbindelse med Västerås’ nye landemærke “Sjömärket” skabes en grøn park på bygningens syttende etage, og den konstrueres med en hybridstrukur, hvor halvdelen af bygningen udføres i træ.
I Oslo udvikles projektet “Krystalklar” sammen med KLP for at bidrage til et attraktivt bymiljø ind til hovedbanegården. En central arkitektonisk idé ved “Mærsktårnet”, som blev indviet tidligere i år som en del af Københavns Universitet, er at gøre det muligt for forskere og studerende at mødes på tværs og dermed styrke forskningen i Danmark.