– Vi står et stærkt sted og har et solidt økonomisk fundament, som giver os nogle gode muligheder – også i et marked, der ikke er så glohedt, som det har været.
Sådan lyder det fra adm. direktør Henrik Clausen fra den 100 % familieejede og landsdækkende trælastkæde Davidsen, der har kunne fortsætte sin fremgang på det danske marked i et ellers uforudsigeligt 2022.
Med afsæt i den strategi, der i 2021 drejede forretningens fokus 100 % ind på håndværkersegmentet og de professionelles behov, udbyggede Davidsen sin markedsandel i Danmark, viser det netop offentliggjorte regnskab.
For året voksede omsætningen til 4,156 mia. kroner fra 3,835 mia. kroner i 2021 – en fremgang drevet af netop fokuseringen på det professionelle marked, der i 2022 slog fuldt igennem, bl.a. via Davidsens fortsat stærke fokus på salg til små og mellemstore håndværksvirksomheder.
19 % lavere end i 2021
I et år med historisk høj aktivitet lander Davidsen et resultat før skat på 165 mio. kroner – 19 % lavere end i 2021. Faldet i indtjeningen kan henføres til en bruttoavance, der ifølge adm. direktør Henrik Clausen har været presset hele året af hyppige og uforudsigelige prisstigninger på varer.
– 2022 var et ganske ekstremt år. I et i forvejen presset marked, hvor inflation og forsyningsproblemer har øget priserne på materialer og varer, har det ganske enkelt ikke været realistisk at sende alle prisstigninger videre ud til kunderne. Det påvirker vores bruttoavance gennem stort set hele året, siger han.
– Trods udfordringerne i markedet har vi fastholdt vores strategiske fokus og investeringsmomentum rettet mod det professionelle segment. Blandt andet har vi investeret et trecifret millionbeløb i ejendomsopkøb og udvikling af ejendomme. Det gælder opkøb af ejendomme i Aalborg, Vejle, Ringsted, Karlslunde og Grindsted samt etableringen af ny, stor trælast i Svendborg, der åbnede i 2022, tilføjer Henrik Clausen.
Endvidere har Davidsens Tømmerhandel styrket det digitale fundament. Det betyder, at man i dag har en omkostningseffektiv, digital platform, der gør Davidsen i stand til effektivt at imødekomme de professionelle kunders behov for digitale løsninger til indkøb, dokumentation og ikke mindst de nye klimakrav, der er indført her i 2023.
Tydelig nedgang i aktiviteten
De langsigtede investeringer i forretningen fortsætter helt efter planen i 2023, selv om Davidsen forventer dalende aktivitet i markedet. Davidsen holder ifølge Henrik Clausen fast i den treårige investeringsplan. Det betyder, at investeringsniveauet fra 2022 fortsætter, og at langt hovedparten af overskuddet geninvesteres i forretningen i forhold til f.eks. investeringer i sortiment, fysiske lokationer og kædens digitale fundament.
I indeværende regnskabsår forventer Davidsen en nedgang i aktiviteten i markedet som følge af stigende renter og høj inflation. Allerede i 1. kvartal i år er det en udvikling, der er slået igennem i det professionelle segment og i husbyggeriet og projektmarkedet.
Tilpasser forretningen
For 2023 er forventningen derfor en omsætning på mellem 3,35 og 3,5 mia. kroner og et resultat før skat på 70-100 mio. kroner.
– Vi kan allerede se, at der i 1. kvartal i år har været en tydelig nedgang i aktiviteten på det professionelle marked. Det er udvikling, som vi naturligvis også forholder os til i vores outlook, og som vi tilpasser forretningen efter. Her bidrager vores digitale investeringer entydigt til, at vi kan reducere vores omkostninger i alle led af forretningen, fastslår Henrik Clausen.