Fra vaskeri til iværksætterhus: Her skal forskning gøres til en god forretning

FEAS har udpeget vinderteam til udviklingen The Kitchen 2.0, som bliver en del af det kommende byintegrerede campus, Universitetsbyen.
For at imødekomme den stigende efterspørgsel på at blive en del af The Kitchen, skal iværksætterhuset nu flytte til større, permanente lokaler. Derfor udvikles The Kitchen 2.0, som får til huse i hospitalets tidligere kedelhus og vaskeri.
For at imødekomme den stigende efterspørgsel på at blive en del af The Kitchen, skal iværksætterhuset nu flytte til større, permanente lokaler. Derfor udvikles The Kitchen 2.0, som får til huse i hospitalets tidligere kedelhus og vaskeri.

Om projektet

  • Bygherre: FEAS Erhverv
  • Kommende lejere: Aarhus Universitet
  • Totalentreprenør: Vognsen & Co.
  • Arkitekt: Aart
  • Ingeniør: Artelia
  • Bygherrerådgiver: Rambøll og Transform
  • Størrelse: 3.456 m2
  • Periode: 2023-2025

Et team bestående af Vognsen & Co., Aart og Artelia er udpeget af FEAS til at stå i spidsen for udviklingen og transformationen af det oprindelige kedelhus og vaskeri på Aarhus’ tidligere kommunehospital til et nyt iværksætterhus – The Kitchen 2.0.

– Som bygherre er vi glade for at se den ambitiøse og velkomponerede plan for transformation af det tidligere vaskeri. The Kitchen 2.0 vil blive præcis det samlingssted, som visionen bag Universitetsbyen lagde vægt på – nemlig et 24/7-liv på campus med attraktive faciliteter for både universitetet, samarbejdspartnere og byens borgere, siger adm. direktør i FEAS, Jørgen Lang.

Omverdenen inviteres indenfor

Én af ambitionerne med The Kitchen 2.0 er at skabe de bedste rammer for, at en større del af universitetets forskning bliver omsat til forretning og dermed kommer til mere direkte gavn for samfundet.

The Kitchen er Aarhus Universitets iværksætter­hus under AU Erhverv og Innovation, som siden 2020 har haft til huse i kommunehospitalets tidligere centralkøkken - heraf navnet.
The Kitchen er Aarhus Universitets iværksætter­hus under AU Erhverv og Innovation, som siden 2020 har haft til huse i kommunehospitalets tidligere centralkøkken – heraf navnet.

Iværksætterhuset skal fremover rumme forskellige typer kontorer, møde- og undervisningsfaciliteter, fællesområder, værksteder og ‘labs’, en café samt en række forskellige konference- og eventfaciliteter. Herudover får AU Erhverv og Innovation fast adresse i huset.

Læs også: Dansk-svensk makkerpar gør nyt nærsygehus til grønt mødested

The Kitchen 2.0 indgår i helhedsplanen for Universitetsbyen og bliver således en del af det omfattende byudviklingsprojekt, som transformerer Aarhus’ tidligere kommunehospital til en ny byintegreret campus med bl.a. studie- og byliv, boliger, forskning og erhverv.

– Én af visionerne for den kommende byintegrerede campus er at gøre universitet til en del af byen og byen til en del af universitet. The Kitchen 2.0 bliver et af de steder i Universitetsbyen, hvor omverdenen for alvor inviteres indenfor, og hvor der er grundlag for nye klynger af liv og aktivitet 24-7, siger Anne Sofie Buur Okkels, som er arkitekt og partner i Aart på vegne af hele vinderteamet.

Industrielt udtryk bringes ind i fremtiden

The Kitchen 2.0 vil – som det også gør sig gældende i udviklingen og transformationen af resten af Universitetsbyen – tage afsæt i kommunehospitalets karakteristiske arkitektur, som bl.a. er kendetegnet af enkle facadekompositioner, spinkle hvide vinduesrammer og velkendte, robuste materialer som bl.a. røde tegl, hasleklinker og træ.

Iværksætterhuset er et mødested for studerende, forskere, virksomheder og investorer, som har til formål at udvikle og understøtte startups og innovationsvirksomheder.
Iværksætterhuset er et mødested for studerende, forskere, virksomheder og investorer, som har til formål at udvikle og understøtte startups og innovationsvirksomheder.

Bygningernes industrielle udtryk bibeholdes og bringes med ind i fremtiden ved i store træk at bevare bygningernes struktur, og ved at genanvende en stor del af de eksisterende materialer og overflader – og hvor der tilføjes nyt, vil det være med respekt for det eksisterende og med øje for at anvende materialer, som er robuste og som patinerer smukt over tid.

– Transformationen af bygningerne vil have en meget ydmyg tilgang til stedet og dets helt særlige historie. Vi genanvender det eksisterende i så høj grad som muligt og giver det nyt liv og funktion, som vil bidrage til samfundet i de kommende mange år, siger Peter Vognsen, som er direktør i Vognsen & Co, der er totalentreprenør på opgaven, mens Aart er arkitektrådgivere og Artelia ingeniørrådgivere.

Læs også: Ny skole skyder op blandt barer og gallerier i gammelt slagterkvarter

Arkitektvirksomheden Transform har været bygherrerådgiver og arkitekter på projektet frem til dispositionsforslag, som vinderteamet nu skal viderebearbejde.

The Kitchen 2.0 forventes at stå klar til indflytning i 2025.

Relateret indhold