Ifølge Danmarks Statistik er der i øjeblikket 2.776.500 personer med lønmodtagerjob i Danmark. Men jobvæksten i februar var meget spartansk med 226 flere job set i forhold til januar.
Den flade jobskabelse skal ses i sammenhæng med årets første måned, hvor der med 8600 blev skabt rekordmange nye job. Så samlet for årets to første måneder er der i snit skabt 4400 nye lønmodtagerjob, når der korrigeres for sæsonudsving.
– Arbejdsmarkedet er fortsat den vigtigste vækstmotor i dansk økonomi, og ser man på årets to første måneder under ét, er jobskabelsen kommet fint fra start i 2019, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.
Cheføkonomen ser dog den flade jobkurve for februar som et forvarsel om en mere rolig jobvækst i 2019.
– Selvom det danske opsving er solidt og kernesundt, så vil vi uundgåeligt blive ramt blandt andet af den økonomiske afmatning i Tyskland og den politiske usikkerhed i kølvandet på Brexit, siger Bo Sandberg.
Byggeriet buldrer fortsat fremad
Zoomer man ind på bygge- og anlægsbranchen, er jobskabelsen fra årets start også overraskende kraftig med 700 nye job i februar og 1300 flere lønmodtagere nu end for blot to måneder siden, når der korrigeres for sæsonudsving.
– Ganske vist er fremtidsudsigterne blevet lidt mere brogede for byggeriet i 2019, men rygterne om byggeopsvingets død er indtil videre overdrevne. Der var i den milde vinter i januar og februar stadig godt gang i både bulldozere, tommestokke og byggekraner, siger Bo Sandberg.
– Dansk Byggeri forventer dog fortsat, at 2019 vil blive præget af et todelt marked. På den ene side vil der være solid aktivitet ved boligbyggeri og renoveringer, mens anlægsbranchen, det vil sige vej- og baneanlæg, trækker i modsat retning, siger cheføkonomen.
Efter fem år med en årlig jobvækst på tre-fire procent, forventer erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen en mere moderat jobvækst på 1,7 procent i byggeriet i 2019.