Skarp kritik af rådgiverne i omstridt sag

Hospitalsledelsen langer ud efter både rådgivere og C.F. Møller i sagen om Akuthuset ved Nyt Hospital Bispebjerg.
KHR arkitekter, WHR Architects og Arup vandt udbuddet om Akuthuset, men Klagenævnet for Udbud er netop nu i gang med at undersøge, om udbudsprocessen forløb efter reglerne. Illustration:  KHR Arkitekter, WHR Architects og Arup.
KHR arkitekter, WHR Architects og Arup vandt udbuddet om Akuthuset, men Klagenævnet for Udbud er netop nu i gang med at undersøge, om udbudsprocessen forløb efter reglerne. Illustration: KHR Arkitekter, WHR Architects og Arup.

Udbuddet af Akuthuset ved Nyt Hospital Bispebjerg behandles nu i Klagenævnet for Udbud. Som Dagens Byggeri har skrevet tidligere, har C.F. Møller rejst sagen, fordi tre af projektets fire rådgivere har taget afstand fra den numeriske evaluering, der lå til grund for valget af et konsortium med KHR Arkitekter i spidsen som vinder af konkurrencen. Tidligere i forløbet pegede samtlige rådgivere ellers på C.F. Møllers forslag som det bedste.

Vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler er overordnet ansvarlig for Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, og han fastholder, at alt er gået rigtigt til i processen, men slår i en pressemeddelelse fast, at der var store uenigheder i bedømmelsen af de tre projekter, som henholdsvis C.F. Møller og Cowi foruden KHR-konsortiet stod bag.

Der er forhold, der for eksempel får gangene til at se bredere ud, end de i virkeligheden er. Det opdagede jeg ved at måle efter på tegningerne – og ikke vores rådgivere.

Claes Brylle Hallqvist Vicedirektør, Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler

Frustrerende forløb

Claes Brylle Hallqvist slår fast, at han oplevede det som et frustrerende forløb, hvor rådgiverne ofte ikke gjorde deres arbejde godt nok.?

– Der er forhold, som vi først opdagede meget sent i konkurrenceprocessen, fordi C.F. Møllers illustrationer er udformet på en måde, der for eksempel får gangene til at se bredere ud, end de i virkeligheden er. Det opdagede jeg ved at måle efter på tegningerne – og ikke vores rådgivere. I praksis kan en patient med hjælper og en seng ikke passere hinanden på gangen, hvilket vil være et meget stort funktionelt problem på et hospital. Modsat mente rådgiverne ikke, det var et problem, siger Claes Brylle Hallqvist.

Kunne ikke bygges

Hospitalsledelsen hæfter sig ved, at C.F. Møllers projekt bevægede sig længere og længere væk fra lokalplanen, hvorimod KHR-projektet holdt sig meget tæt på lokalplanen.

– Jeg tror, at mange forelskede sig i æstetikken ved C.F. Møllers projekt. Jeg synes også, at det er et rigtig fint projekt set udefra. Jeg har bare ikke nogen lokalplan, jeg kan bygge det efter, og jeg kan ikke drive et effektivt hospital i det. Der er dårlige oversigtsforhold, lange gå-afstande og for smalle gange. Tegningerne er flotte, men de viser ikke sandheden, siger Claes Brylle Hallqvist.

Han mener ikke, at underrådgiverne tog det alvorligt nok, hvor stor betydning overskridelserne af lokalplanen havde. Rådgiverne mente, at C.F. Møller-projektet blot ville kunne få dispensation for at overtræde lokalplanen, og at det derfor ikke skulle trække ned i evalueringen af projektet. Men den opfattelse deler han ikke.

– Det er en ret stor tilpasning af C.F. Møller-projektet, der skal til. Københavns Kommune har netop givet afslag på langt mindre dispensationer til et byggeri på Carlsberg-grunden. Hvis vi ikke kunne få dispensation, ville vi stå med et projekt, der ikke kunne bygges. Det er ganske enkelt for stor en risiko for os som offentlig bygherre at løbe, siger han.

Bygherrerådgiverne på Akuthuset er Drees & Sommer med Munksgaard plus Andersen, Sweco Architects og EKJ Rådgivende Ingeniører som underrådgivere.

Relateret indhold