Første tyske skridt for familievirksomhed

OSM-Tools er begyndt at bevæge sig ind på det tyske marked - blandt andet gennem en tysk forhandler og udstilling på NordBau.
OSM-Tools producerer forskellige fræsejern, der bruges til at fjerne fugerne i murstensvægge.
OSM-Tools producerer forskellige fræsejern, der bruges til at fjerne fugerne i murstensvægge.

Eksport er ikke kun for de store. Det er den lille familieejede virksomhed OSM-Tools ApS et godt eksempel på. For andet år i træk havde værktøjsproducenten fundet vej til NordBau i Neumünster, som af mange virksomheder bruges som det første trinbræt ud på det tyske marked.

I år var Simon Bach Madsen – som er anden generation i virksomheden og ansvarlig for salg og kundekontakt – imidlertid at finde på den danske fællesstand under navnet Oikodo. Det er resultatet af lige dele tilfældighed og et ønske om at komme ud over Danmarks grænser. Det vender vi tilbage til senere.

Byggebranchen i Nordtyskland minder meget om den danske, og derfor var det meget naturligt at satse her.

Simon Bach Madsen{break}Salgsansvarlig i OSM-Tools ApS

Fugefræsning

OSM-Tools blev grundlagt tilbage i 1994 af Ole Stig Madsen i Ljørslev på Mors. På det tidspunkt fokuserede produktionen på værktøj til stenhuggerbranchen. Sidenhen er både hustru, datter og søn kommet ind i virksomheden. Nu holder de til i Jordløse på Fyn, og et glidende generationsskifte er i gang.

Værktøjerne, OSM-Tools i dag primært fremstiller, henvender sig blandt andet til brolægning, men i endnu højere grad også fugefræsning. Her er der tale om forskellige fræsejern, der bruges til at fjerne fugerne i murstensvægge – blandt andet i forbindelse med renovering og restaurering. Og det er primært fugefræsningsværktøjet, der var i fokus på NordBau.

Stor interesse

– Vi var med for første gang sidste år. Byggebranchen i Nordtyskland minder meget om den danske, og derfor var det meget naturligt at satse her, fortæller Simon Bach Madsen om årsagen til, at de vil ind på det tyske marked.

Deltagelsen på NordBau har i øvrigt givet flere sjove oplevelser.

– Mange aner ikke, hvad et fugefræsningsværktøj er. De kender ikke den slags produkt, fortæller Simon Bach Madsen, som erindrer en sjov lille episode under sidste års udstilling.

– Der var et ægtepar, som stod og så på en video, jeg havde kørende, som viste en fugefræser i arbejde. Det får konen til at bryde ud i latter. Det viser sig så, at manden netop er blevet færdig med at hamre løs på sit hus med hammer og mejsel for at fjerne fugerne. Det havde taget fire år, fortæller han.

Han tilføjer i øvrigt, at der generelt har været ret stor interesse for produktet.

Tysk forhandler

Nu stod der som sagt ikke OSM-Tools på standen på NordBau. I stedet blev produkterne udstillet under navnet Oikodo. Det kommer sig af, at den danske producent har fået en tysk samarbejdspartner, som vil sælge OSM-Tools’ produkter på det tyske marked – dog ikke nødvendigvis som eneforhandler.

– Han havde set vores fugefræser på eBay. Eller det vil sige, han havde set tre produkter, der mindede om hinanden, men der var vores den mest tiltalende, og han besluttede sig for, at han ville prøve og se, om han måtte sælge dem for os i Tyskland. Det er seks måneder siden nu, forklarer Simon Bach Madsen.

Han havde i øvrigt bestilt stand på NordBau, inden aftalen kom i hus.

– Men for at hjælpe ham i gang, aftalte vi at udstille sammen under navnet Oikodo. Det er i øvrigt en virksomhed, han har startet op for at kunne sælge vores produkter, fortæller han.

Dermed er første skridt taget i retningen mod det tyske marked, og Simon Bach Madsen har da også en klar forventning om, at hans nye tyske kontakt formår at fange kundernes interesse.

Relateret indhold