Kalundborgmotorvejen svarer til Novo-skat i tre måneder

Borgmesteren i Kalundborg mener, at det nuværende tempo for udvidelsen af motorvejen mod Kalundborg går alt for langsomt.
Kalundborgs borgmester Martin Damm er ikke i tvivl om, hvor staten bør prioritere sine trafikmilliarder. Foto: Colourbox.
Kalundborgs borgmester Martin Damm er ikke i tvivl om, hvor staten bør prioritere sine trafikmilliarder. Foto: Colourbox.

Danmarks største virksomhed, Novo-Nordisk, betaler årligt i størrelsesordenen ni milliarder kroner i selskabsskat. En færdiggørelse af motorvejen til Kalundborg, hvor den danske medicinalvirksomhed har en meget stor produktion og årligt udvider i størrelsesordenen én milliard kroner, koster ifølge Kalundborgs borgmester Martin Damm cirka, hvad der svarer til selskabsskatten fra Novo Nordisk i kun cirka tre måneder.

Martin Damm er derfor ikke i tvivl om, hvor staten bør prioritere sine trafikmilliarder, og han har bred opbakning fra andre af sine borgmesterkolleger på Sjælland.

Den rest af vejen, der mangler, koster mindre end tre måneders selskabsskat alene fra Novo Nordisk.

Martin Damm{break}Kalundborgs borgmester

– Folketinget blev i 2009 enige om, at der skal være motorvej til Kalundborg. Men enighed gør det ikke alene. Der skal også køres noget asfalt ud, og det presser vi nu på at få færdiggjort. Det er ikke om, der skal være en motorvej, men hvornår den skal stå færdig, siger Martin Damm til Dagens Byggeri.

Motorvej i småbidder

Han peger på, at det nuværende tempo for udvidelsen mod Kalundborg er meget langsomt.

– Man vedtager seks kilometer og næste gang 600 meter. Der ryger man i hvert fald ikke ind i problemer med at få kørt jord væk. Så der går lang tid, før man når helt til Kalundborg. Der skal mere tempo på. Man skal passe på, hvor mange små etaper, man laver. Kalundborg præsterer jo privat vækst i arbejdspladser med flere store virksomheder. Herunder Novo Nordisk, der meget gerne vil udvide i Kalundborg. Vi har sammen med 12 virksomheder dokumenteret, at en motorvej til Kalundborg umiddelbart vil skabe 1000 nye arbejdsplader alene i industrien og transportbranchen. Så vi kan løfte væksten i Danmark, hvis vi havde en infrastruktur, der svarer til anno 2015, fortsætter Kalundborgs borgmester.

Selvstændig berettigelse

Han understreger samtidig, at Kalundborgmotorvejen er der behov for, uanset om der anlægges en Kattegatforbindelse.

– Når motorvejen er færdig, ligger den op til Kattegatforbindelsen, der så ikke skal belastes økonomisk af den trafikstrækning. Jeg tror ikke, at nogen på Christiansborg er i tvivl om, at Kalundborgmotorvejen har sin selvstændige berettigelse. Den rest af vejen, der mangler, koster mindre end tre måneders selskabsskat alene fra Novo Nordisk, slutter Kalundborgs borgmester Martin Damm.

Relateret indhold