Entreprenør vinder renovering til 63 millioner

Samlebåndstænkning gør renovering mere rationel, øger kvaliteten og sparer tid, viser Adserballe & Knudsens erfaringer.
Adserballe & Knudsen har vundet renoveringen af Vognvænget på Nørrebro - en opgave til 63 millioner kroner. Pressefoto.
Adserballe & Knudsen har vundet renoveringen af Vognvænget på Nørrebro - en opgave til 63 millioner kroner. Pressefoto.

Renovering af Vognvænget

  • Hovedentreprise: Adserballe & Knudsen A/S
  • Bygherre: Vibo afd. 106, Vognvænget
  • Bygherrerådgiver: D&N A/S Rådgivende ingeniørfirma F.R.I.
  • Totalrådgiver og arkitekt: NOVA5
  • Periode: August 2015-juli 2017
  • Entreprisesum: 63 mio. kr.

Det almene boligselskab Vibo går nu i gang med at renovere Vognvænget på Nørrebro, og Adserballe & Knudsen har vundet hovedentreprisen på 63 millioner kroner.

Renoveringsteknisk er opgaven kompleks. Entreprenøren skal blandt andet renovere badeværelser, udskifte vinduer samt dele af facaden og renovere p-kælder med tilhørende gårdanlæg.

Vi har udvalgt en halv opgang med fem lejligheder som referenceprojekt til at fintune planlægningen og udførelsen.

Alexander Davidsen Byggeleder, Adserballe & Knudsen

Beboerne har desuden valgt at blive boende i lejlighederne under renoveringen, og Vibo og Adserballe & Knudsen har derfor planlagt, at arbejdet i hver lejlighed deles op i tre etaper, så beboerne har fred i en del af boligen.

Vognvænget er et tidstypisk betonelementbyggeri, skalmuret med røde mursten og opført i 1977. Hele projektet omfatter fem boligblokke i fem etager og 15 opgange med i alt 234 lejligheder.

– Det er en både spændende og stor byggesag med mange udfordringer, der kræver en meget nøje styring, siger byggeleder Alexander Davidsen fra Adserballe & Knudsen og tilføjer:

– Men det er også vores kernekompetence, og det skal nok blive en god oplevelse for alle parter. Vi har et grundigt projektmateriale at arbejde ud fra og har et godt samarbejde med totalrådgiver og arkitekt NOVA5. For det første skal vi belaste beboerne mindst muligt, mens vi skifter badeværelse, vinduer og facader. Det betyder blandt andet, at vi inddrager beboerne i byggeprocessen. Heldigvis har Vognvænget en både stærk og aktiv beboerbestyrelse, som hjælper os med at få tilrettelagt det hele, ryddet sten af vejen og afstemt forventningerne.

Beboerhåndtering vigtig

– Beboerhåndtering spiller i dag en større rolle i det samlede projekt, og det arbejder vi målrettet med at klæde håndværkerne på til at håndtere. Så beboerne er tilfredse, og håndværkerne har en god arbejdsplads. Byggeteknisk er udfordringen at optimere, fordi vi skal udføre et relativt stort antal ens delprocesser. Vi har netop renoveret Bogtrykkergården, der bygningsteknisk er meget lig Vognvænget, og erfaringerne derfra tager vi med. Dernæst har vi sammen med Vibo udvalgt en halv opgang med fem lejligheder som referenceprojekt til at fintune planlægningen og udførelsen. Der er afsat frem til december til denne første del, siger Alexander Davidsen.

Adserballe & Knudsen har gode erfaringer med at analysere processerne i bund og dele arbejdet op i afgrænsede, standardiserede opgaver, som gentages igen og igen som på et samlebånd.

– Metoden er navnlig interessant i projekter med mange enheder, der skal bearbejdes på samme måde. Byggeprocessen kører effektivt, de enkelte delprocesser følger hinanden, og alle ved, hvad de skal, og hvornår. Vi sparer tid og penge og opnår bedre kvalitet, siger Alexander Davidsen.

229 gentagelser

Badeværelserne i Vognvænget skal totalrenoveres. De renses ned til rå beton og genopbygges til moderne standard med nyt overalt. Det betyder også mange delprocesser, der skal køre efter en snor. 229 identiske gange efter de første fem i den indledende fase. Der er desuden konstateret bly og asbest i de gamle badeværelser, som derfor skal behandles sikkerhedsmæssigt korrekt under nedrivningen.

De nye badeværelser bygges op med ny membran og nyt gulv, nye afløbsinstallationer og nye installationer til vand, ventilation og el, og beboerne får et moderne, velindrettet rum, der lever op til nutidens krav. Facaden energirenoveres med nye vinduer og altanpartier, samt delvis udskiftning af begge facader.

Hovedentreprisen vil vare halvandet år til midt i 2017.

Relateret indhold