Investorinteresse for Grønttorvet

En anderledes udviklingsproces ligger til grund for masterplanen for bydelen Ny Valby på det tidligere Grønttorvsområde. Resultatet har udløst stor interesse fra investorer.
Masterplanen for Ny Valby har udløst stor investorinteresse for projektet. Visualisering: POLYFORM Arkitekter.
Masterplanen for Ny Valby har udløst stor investorinteresse for projektet. Visualisering: POLYFORM Arkitekter.

Om Ny Valby-projektet

  • – Udviklingsteamet bag Ny Valby-projektet består af Ny Valby A/S, POLYFORM Arkitekter, 2+1 Idébureau, finansieringsrådgiverne Leimdörfer og bygherrerådgiver Holte Projekt.
  • – Investorer som KAB, FB Gruppen og Calum er allerede nu i gang med at udvikle på Ny Valby-området.
  • – I en analyse foretaget i forbindelse med Grønttorvsprojektet angav 90 procent af målgruppen, at de prioriterer grønne deleområder højt, når de vælger det område, de skal bo. 39 procent ønsker lav vedligeholdelse og tilbud om fællesfaciliteter.
  • – Udover den grønne urbane park i hjertet af Ny Valby er grønne elementer som fællesdrivhuse og grønne facader også en del af planen.

Af Torben Jastram

I sidste uge vedtog Københavns Kommunes byråd lokalplanen for Ny Valby. Nu får hovedstaden en ny grøn bydel med en stor park og både ejer-, leje- og studieboliger til mennesker med almindelig indkomst – en kombination som investorerne viser markant interesse for at investere i.

Ny Valby ligger et stykke fra vandet – i stedet finder området sin identitet i Grønttorvets industrielle fortid.

Partner Thomas Kock POLYFORM Arkitekter

Bag masterplanen for det 14,5 hektar store område ligger et solidt benarbejde fra et rådgiverteam, som har været igennem en anderledes udviklingsproces. Ny Valby’s direktør, Brian Abildgaard, samlede nemlig fra starten Københavns Kommune, Valby lokaludvalg, bygherrerådgiver fra Holte Projekt, idébureauet 2+1 og finansielle rådgivere til at udforme rammer og idé-program for området.

Herefter fulgte en række workshops med POLYFORM Arkitekter, hvor arkitekterne udviklede masterplanen undervejs.

Den tidlige involvering af interessenterne og deres løbende input og kommentarer til masterplanen betød, at udviklingsprocessen forløb bemærkelsesværdigt ukompliceret.

– Processens form gjorde, at vi oplevede stor samarbejdsvilje fra alle, som sad med om bordet, og det fortæller os, at denne type udviklingsproces er kommet for at blive, fortæller Brian Abildgaard.

Det særlige grønne hjerte

POLYFORM Arkitekter har designet masterplanen for Ny Valby og partner Thomas Kock peger på områdets nye identitet som afgørende for investorernes interesse:

– Ny Valby ligger et stykke fra vandet – i stedet finder området sin identitet i Grønttorvets industrielle fortid. Hallerne omdannes til en stor grøn park, hvor søjlerne og konstruktionerne bevares og skaber et landskab, som du ikke ser andre steder i København, siger arkitekten og konkluderer:

– Det gør bydelen til noget særligt, at vi bygger den op omkring den her post-industrielle grønne park. Den identitet er attraktiv at investere i.

For Ny Valby’s direktør Brian Abildgaard har workshop-modellen været afgørende for, at han i dag kan præsentere et helstøbt projekt for investorerne:

– Planen er jo løbende blevet afstemt i forhold til investeringspotentiale, lokalmiljøet og målgruppens særlige ønsker og det kan investorerne mærke. De tror på projektet og fremhæver især de grønne områder i kombination med boliger til fornuftige priser som noget særdeles attraktivt, siger Brian Abildgaard.

Det gamle Grønttorvet skal have nyt liv. Visualisering: POLYFORM Arkitekter.
Det gamle Grønttorvet skal have nyt liv. Visualisering: POLYFORM Arkitekter.

Relateret indhold