På det seneste har der været en del diskussion i fagpressen om forskellige former for arkitektkonkurrencer. Stadsarkitekten i Aarhus, Stephen Willacy, er fortaler for en ændret konkurrenceform, hvor bygherren bliver bragt mere i spil og med større fokus på hovedidé og vision.
– Indleverede konkurrenceprojekter med en stor mængde tegninger, modeller, beregninger og renderinger giver ikke nødvendigvis det bedste resultat. Vigtigere er det at få belyst projektets hovedidé og få diskuteret, hvor vi får den største værdi i den tidlige fase, når vi udskriver konkurrencer. Det er der alt for lidt fokus på, mener stadsarkitekten.
– Som bygherre vil man jo i sagens natur gerne have belyst et nyt byggeri på den bedste måde, så man får mest mulig kvalitet for pengene. Derfor ser jeg gerne flere dialogbaserede konkurrencer med tværfaglige designteams, så der kommer flere vinkler og ideer til, hvordan byen kan udvikles, siger Stephen Willacy.
Brug krudtet rigtigt
På grund af prækvalifikationskravene ender det tit med, at de samme tegnestuer bliver udvalgt. Det samme gælder for totalentreprenørkonkurrencerne, hvor entreprenøren har et tæt samarbejde med de tegnestuer, han i forvejen kender. Det skaber ikke den optimale betingelse og fornemmelse for innovation og nytænkning, mener stadsarkitekten, der også ser det urimelige i, at der til konkurrencer ofte afleveres fem A0-plancher og flere tykke ringbind.
Han foreslår i stedet en to-delt konkurrenceform, hvor der i første fase bydes ind med visionære og måske vilde ideer, f.eks. som en kortfattet aflevering af nogle A3 sider og f.eks. få modeller, der viser projektets hovedprincip og intet andet.
I denne indledende fase udvælges nogle få teams, måske fem, der så kan udarbejde selve idegrundlaget for konkurrencen.
I anden fase vælges så to af disse teams til videreudvikling af deres ideer, som et detaljeret projekt, som kendes i dag – men i en dialogproces med bygherren, hvor de i fællesskab videreudvikler byggeprogrammet eller projektbeskrivelsen sammen med rådgiverne. Og her kan så aftales, hvilket udbud projektet skal udbydes i, f.eks. totalentreprise (som en two stage Design & Build-model som er kendt fra England), hovedentreprise, fagentreprise eller noget helt andet, mener Stephen Willacy:
– På den måde rammer projektet mere plet i forhold til bygherrens ønsker, samtidig med at konkurrencedeltagerne ikke bruger unødige ressourcer på store skriftlige værker med detaljerede beregninger, som er typisk i dag. Både første og anden fase skal selvfølgelig honoreres med et passende beløb, så ingen af de udvalgte arbejder gratis. Det at betale honorar for ideen sikrer bedre, at bygherren får det han ønsker.
Bredere samarbejde
At arkitekturen er en vigtig brik, som skal udvikles, ligger helt klart for stadsarkitekten. Open Source-strategien ser han derfor som “et must”, således at det ikke kun er arkitekter, ingeniører og andre rådgivere der samarbejder, men at bygherren også inddrages som en ligeværdig partner.
På den måde bliver det et samlet team, der udarbejder projektet, og på den måde kan bygherren undervejs få tilrettet sit projekt, så han undgår store justeringer bagefter.
– Det er vigtigt i denne proces at mærke efter, om man er på rette vej, i stedet for at komme med færdige resultater for tidligt. Men når det er sagt, så skal der naturligvis også være plads til andre konkurrence- og udbudsformer, der passer ind i kommunens arkitekturpolitik, og som vi kender i dag. Dette her handler jo ikke om et “enten eller” men om et “både og”. Jeg ser gerne kommunen som en visionær platform for kommende projekter, og den kunne da sagtens være retningsgivende for private bygherrer også, siger Stephen Willacy.
Lad de unge komme til
Stadsarkitekten ser også gerne de unge arkitekttegnestuer inddraget noget mere. De har vanskeligt ved at komme til fadet, så de store tegnestuer bør give plads til nye vækstlag, og ikke kun se på egen vinding.
– Det kan f.eks. ske med støtte som mentor- eller Wild Card-ordninger. Således styrkes ikke kun de unge, der bliver bedre rustet til større opgaver. Projekterne bliver også bedre gennem et sådant samarbejde, fastslår stadsarkitekten.
Et eksempel på unge i tværfagligt samarbejde kan snart ses på Sculpture by the Sea ved Varna, Aarhus. “Den uendelige bro” er et stedsspecifikt værk, der refererer til Varnas historie, hvor århusianerne for mange år siden sejlede fra Aarhus Havn til Varna. Her stod man af ved broen, og gik op til restaurant Varna. Værket er tegnet af arkitekterne Johan Gjøde og Niels Bjørn Povlsgaard og opført af elever fra Aarhus Tech som et alternativ til en læreplads.
