Grønne håndværkere kigger fremad

Murermester Thomas Rasmussen er en af 52 sydfynske GO2Green-partnere, som tænker grønt. Han skuer ind i fremtiden og bygger bæredygtigt i Energihuset Sundhøj på Tåsinge.
Projektleder Niels Christian Nielsen (tv.) og murermester Thomas Rasmussen gennemgår nogle af stregerne til fremtidens grønne forsamlingshus. Foto: Helle Judith Thomasen.
Projektleder Niels Christian Nielsen (tv.) og murermester Thomas Rasmussen gennemgår nogle af stregerne til fremtidens grønne forsamlingshus. Foto: Helle Judith Thomasen.

Sundhøj Energihus

  • Sundhøj Energihus bliver GO2Greens synlige demohus med svar på de klima- og energimæssige udfordringer, samfundet står overfor. Energihuset indrettes i en villa fra 1954. Svendborg kommune ejer huset og har stillet det til rådighed.
  • Bag energihuset står GO2Green, et godt fem år gammelt nonprofit klima-initiativ, hvis partnere arbejder for at reducere energiforbruget, skåne miljøet og bane vejen for bæredygtig vækst.
  • Svendborg og Langeland kommuner er partnere såvel som foreløbig 52 selvstændige, miljøbevidste håndværkere og leverandører af grønne energiløsninger samt andre sydfynske aktører.
  • Også forsyningsselskaberne, Vand og Affald Svendborg, Svendborg Fjernvarme a.m.b.a., Langelands Elforsyning og Midtlangelands Fjernvarmeværk a.m.b.a. er partnere.
  • Fællesnævneren for alle i netværket er de grønne bagtanker og engagementet i bæredygtig vækst.

– Det er sjovere og mere spændende at tænke grønt og tænke på miljøet. Det er jo den vej, vi skal. Vi skal netop gøre os fri af de fossile brændstoffer, for de får en ende.

Thomas Rasmussen, 41-årige murermester fra Brudager på Sydfyn, er en af de i alt 52 partnere, som i det grønne netvæk, GO2Green, tænker fremtiden ind i en almindelig villa fra 50’erne. På Eskærvej i Vindeby i det nordlige Tåsinge ligger det grønne forsamlingshus, som Thomas og andre grønne partnere for tiden stille og roligt får bygget op.

Med energihuset håber man, at hr. og fru Svendborg og frøken Langeland forstår og oplever, hvor let det i virkeligheden er at skrue ned for energien og blive grønnere:

– Vi er i gang med de indledende øvelser til dette grønne forsamlingshus, som vi kalder det. Det gamle køkken er revet ned, og Thomas er sammen med en VVS-partner i gang med at lave et handicapvenligt toilet, forklarer projektlederen i GO2Green, Niels Christian Nielsen.

GO2Green er et godt fem år gammelt nonprofit klima-initiativ, hvis partnere arbejder for at reducere energiforbruget, skåne miljøet og bane vejen for bæredygtig vækst.

Krav om udvikling

Når Thomas Rasmussen overhovedet er blevet partner i GO2Green og betaler kontingent, er det, fordi han tænker grønt og elsker udfordringer. I 18 år har han været selvstændig murer, og for et år siden startede han firmaet SuperHuse sammen med en kollega.

Derfor står der “Fremtidens lavenergihuse” på hans bil:

– Hvis man altid gør det, man gjorde i går, sker der ingen udvikling. Derfor faldt jeg med det samme for den grønne tankegang i GO2Green. Jeg henter inspiration og motivation i det grønne netværk og synes, den rigtige, grønne vej er at udnytte de muligheder, der bl.a. er i vores eksisterende ejendomme. Udgangspunktet i dag er, at der bygges 3.500 nye private ejendomme om året, men der er mindst 10 gange så mange eksisterende ejendomme fra 50’erne, 60’erne, 70’erne og 80’erne, som vi kan energioptimere til en fornuftig pris. Ligeså snart vi får installeret forskellige muligheder her i villaen, kan vi vise borgerne, hvordan de kan få lavet en energivenlig løsning i deres bolig, så det grønne er, at jeg med mit murerarbejde er med til at skabe sådan et hus. Det skal ses som et samlet projekt, siger han.

Når Thomas renoverer ejendomme, er det vigtigt for ham at bevare husenes identitet:

– Jeg siger nej til opgaver, hvis de er for traditionelle. Jeg vælger opgaver, der giver mening for mig i mit firma.

Fysisk mødested

Både han og projektlederen bruger vendingen “at tage kikkerten for øjnene og kigge frem i tiden”:

– De fossile brændsler har en udløbsdato om føje år. Vi kender den bare ikke, men vi er nødt til at kigge frem i tiden og skabe nye løsninger. Desværre tænker 8 ud af 10 ikke i de baner. Derfor er det vigtigt, at vi får et fysisk mødested, hvor vi kan vise grønne løsninger frem, præciserer Niels Christian Nielsen.

Villaen ligger lige ved siden af Tåsingeskolen. Når Sundhøj Energihus er parat til at åbne som grønt forsamlingshus, kan eleverne derfra og alle andre elever, iværksættere, virksomheder, kommuner, kort sagt alle – frit lære om de nye energi-spare-projekter, man hver især kan installere hjemme.

– Energihuset må som sådan aldrig blive færdigt, men vi fejrer åbningen af huset med et grøn lørdag 10. juni. Vi har en økonomi, der beror på partnerskaberne og almennyttige fonde, så tingene tager den tid, de tar’.

Denne typiske villa fra 1950?erne på Tåsinge skal blive et energiens udstillingsvindue for løsninger på bæredygtige og energivenlige boligændringer. Foto: Helle Judith Thomasen.
Denne typiske villa fra 1950?erne på Tåsinge skal blive et energiens udstillingsvindue for løsninger på bæredygtige og energivenlige boligændringer. Foto: Helle Judith Thomasen.

Relateret indhold