Etablerer seniorbofællesskab i gammel industribygning

Scandinavian Property Development omdanner en klassisk fabriksbygning i Brøndby til 48 moderne boliger i et nyt seniorbofællesskab. Som med andre tidligere projekter er DGNB Guld et mål for udviklergruppen.
Det nye seniorbofællesskab bliver indrettet med 48 nye, moderne lejligheder og får plads til fællesskab omkring yoga, fitness, værksted, stort fælleskøkken og den store tagterrasse. Illustration: SPD
Det nye seniorbofællesskab bliver indrettet med 48 nye, moderne lejligheder og får plads til fællesskab omkring yoga, fitness, værksted, stort fælleskøkken og den store tagterrasse. Illustration: SPD

Scandinavian Property Development

  • – Har siden 2004 udviklet projekter på i alt mere end 350.000 kvadratmeter i eget regi samt for professionelle investorer, lejere, ejere og operatører.
  • – Er specialister i konceptudvikling og opførelse af seniorboliger og er en pioner indenfor private plejehjemsejendomme.
  • – Har bl.a. udviklet det første ustøttede friplejehjem i Danmark efter den nye plejelov beliggende i Frederikssund.
  • – Har flere friplejehjem på vej i blandt andet København, Helsingør, Hørsholm, Slagelse, Valby og Vordingborg.
  • – Blev etableret i 2004 og ejes i dag af Stig Holmboe, som driver selskabet sammen med en partnergruppe. Partnergruppen har tilsammen mere end 100 års erfaring med investering i og udvikling, byggeri og finansiering af ejendomme i alle segmenter.

Der er stor efterspørgsel efter bofællesskaber blandt seniorer, og allerede til næste år vil Brøndby kunne tilbyde 48 boliger i et nyt seniorbofællesskab. Bofællesskabet bliver indrettet i en af kommunens markante ældre industribygninger, der stammer fra begyndelsen af Brøndbys guldalder som industriområde i midten af forrige århundrede.

Dengang fremstillede A/S Tobias Jensens Mekaniske Etablissement elektriske kondensatorer og radiomodtagere fordelt på de tre etager. Nu vil det kommende seniorbofællesskab kunne nyde godt af de højloftede lokaler med dagslys fra store vinduespartier. I stueetagen er der plads til fitness, yoga, værksted, møderum, TV-stue og fælleskøkken. Fra den store fællessal er der direkte udgang til terrasser og grønne områder. På taget bliver der en stor tagterrasse med plads til ophold og spisning omkring den fælles grill.

– Der er store fordele ved at kunne indrette seniorbofællesskabet i en fin, gammel industribygning. Dels kan vi meget hurtigere åbne dørene for de nye beboere, og dels giver det en mindre klima- og miljøbelastning, fordi vi ikke skal bygge nyt helt fra grunden, siger Stig Holmboe, direktør og partner i Scandinavian Property Development, der ejer bygningen.

Lejlighederne i bofællesskabet bliver på mellem 50 og 70 kvadratmeter. Der er lagt vægt på, at man også har mulighed for at være helt privat, når man ønsker det, med egen indgang til lejlighederne fra gangarealer på de tre etager. Bygningen, der er på i alt 3.676 kvadratmeter, ligger i det nye Kirkebjerg-kvarter lige syd for Glostrup Station.

Går efter DGNB Guld-certificering

Scandinavian Property Development har stor erfaring med at transformere tidligere industriejendomme til boligformål. Således står udviklerne bag omdannelsen af en godt 5.300 kvadratmeter stor industribygning i Valby til plejehjem med 66 boliger, ligeledes certificeret med en af de højeste standarder for bæredygtighed nemlig DGNB Guld.

Det er da også et mål, at seniorbofællesskabet i Brøndby skal tildeles en DGNB Guld-certificering.

Foto: De kommende beboere i seniorbofælleskabet i Brøndby kan nyde godt af fabrikkens tidligere historie. Eksempelvis forbliver de bærende betonsøjler – som her i maskinhallen – synlige inde i bygningen. Foto: SPD

Bevarer bygningens historie

Som ekstra gevinst kan de kommende beboere i Brøndby nyde godt af fabrikkens tidligere historie. Stempelure, skilte og el-tavler bliver bevaret rundt om i bygningen, ligesom de bærende betonsøjler vil forblive synlige. Og strømforsyning til opladning af elbiler og elcykler bliver ikke noget problem:

– Her er indlagt kraftledninger overalt fra bygningens tidligere anvendelse til produktion, så der er rigeligt med kilowatt at tage af til beboernes lynladere, fortæller Stig Holmboe.

Byggesagen er nu under behandling hos kommunen, og SPD regner med at få byggetilladelsen inden længe, så omdannelsen af den tidligere fabriksbygning til seniorbofællesskab kan gå i gang.

Rift om bofællesskaber for seniorer

i dag har Brøndby kun ét eksisterende bofællesskab for seniorer. Med det nye byggeri vil Brøndby mere end tredoble antallet af boliger i den eftertragtede boligform. Erfaringen fra andre kommuner siger da også, at der vil blive rift om lejlighederne i bofællesskabet på Kirkebjerg Parkvej, siger konsulent Rudy Madsen fra Foreningen Bofællesskab.dk, der er rådgiver på de nye boliger:

– I alle dele af landet skyder der seniorbofællesskaber op, men det halter en smule i Københavnsområdet. Derfor er det godt at se et bofællesskab som det kommende med hele 48 lejligheder. Det vil kunne udfylde en stor del af behovet for fællesskabsorienterede boliger for seniorer i Brøndby, siger Rudy Madsen.

Læs også om Ugens Projekt på Dagens Byggeri, der fortæller om fornyelsen af Tingbjerg, hvor der bl.a. skal bygges et seniorbofællesskab med 25 boliger.

Relateret indhold