Hvem har risikoen for jordbundsforhold

Spørgsmålet er, om det bygherren eller entreprenøren, der har risikoen for jordbundsforhold i tilfælde, hvor bygherren har udarbejdet en geoteknisk rapport.

Det følger af AB 18 (og AB 92), at bygherren skal sørge for, at udbudsmaterialet indeholder oplysninger om foretagne undersøgelser vedrørende jordbundsforhold.

Hvis udbudsmaterialet ikke indeholder fyldestgørende oplysninger herom, skal foranstaltninger, som følge af hindringer herimod, betales som ekstraarbejder.

Med andre ord. Forhold som entreprenøren ikke har grund til at regne med ud fra de af bygherren fremlagte undersøgelser vedrørende jordbundsforhold, giver som udgangspunkt entreprenøren ret til ekstrabetaling.

Entreprenør måtte etablere dyrere spuns

I en nylig afsagt kendelse fra voldgiftsretten (TBB 2022.1037) havde bygherre og dennes rådgiver udbudt en entreprise overfor en hovedentreprenør. En del af udbudsmaterialet bestod af en geoteknisk rapport.

I den geotekniske rapport var det angivet, at jordbundsforholdene i området kunne give anledning til problemer, og der var advaret i mod rammehindringer ved etablering af spuns som samtidig anbefalede, at der blev udført prøvegravninger, før spunsarbejdet opstartede.

Bygherre havde i projektbeskrivelsen foreskrevet valget af den type af indfatningsvæg, som skulle anvendes, som var angivet til en spunsløsning. Detailprojekteringen herunder detailprojekteringen af spunsløsningen var overladt til entreprenøren.

Det viste sig under udførelsen, at det ikke var muligt at anvende en nedvibreret spuns som følge af hård jordbund og store sten i jorden.

Entreprenøren var herefter nødsaget til i stedet at anvende en indfatningsvæg i form af en “modificeret københavnervæg”.

Denne løsninger var mere kompliceret og dyrere end den foreskrevne spunsløsning.

Bygherre og entreprenør uenige om regningen

Bygherren mente, at der var tale om et funktionsudbud, hvor det var overladt til entreprenøren at vælge og projektere spunsløsningen, mens entreprenøren mente, at jordbundshindringer for planmæssig udførelse af projektet var en bygherrerisiko især som følge af, at bygherren i projektbeskrivelsen havde valgt, at der skulle anvendes en spunsløsning.

Voldgiftsretten fandt, at beslutningen om, at der skulle anvendes spuns til det omhandlende byggeprojekt, var truffet af bygherren eller bygherrerådgiveren, og at det dermed også var en bygherrerisiko, når det konkret havde vist sig, at jordbundsforholdene mv. gjorde det umuligt at gennemføre en løsning med spuns.

Voldgiftsretten fandt herefter, at entreprenøren var berettiget til ekstrabetaling for udførelsen af en modificeret københavnervæg.

Som bygherre skal man være opmærksom på, at udbudsmaterialet er tilstrækkelig klart, og at de geotekniske rapporter afdækker jordbundsforholdene for ikke at støde ind i økonomiske overraskelser senere i projektet.

Relateret indhold