Boost til byggesagsbehandling i København

I en ny vækstpakke afsættes 11 millioner kroner til at købe privat hjælp til byggesagsbehandling i Københavns Kommune.
Cecilia Lonning-Skovgaard (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune. Pressefoto.
Cecilia Lonning-Skovgaard (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune. Pressefoto.

Byggelystne virksomheder og borgere i København får nu nemmere adgang til hurtig byggesagsbehandling.

Som led i en større vækstpakke er der sikret mere end 11 millioner kroner til at købe hjælp udefra for at få bugt med de lange ventetider på byggesagsbehandling i Københavns Kommune. Dermed kan op mod 1000 byggesager afvikles hurtigere end normalt.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune tager gerne æren for tiltaget.

– I flere erhvervsklimamålinger ligger København i bunden – blandt andet på grund af den lange byggesagsbehandlingstid. Derfor skal skeen i den anden hånd, hvis vi skal genvinde erhvervslivets og københavnernes tillid og levere den bedst mulige service til dem, der gerne vil bygge nyt eller udvide, siger borgmesteren.

I København bruger man i følge Cecilia Lonning-Skovgaard i gennemsnit over fem en halv måned på at behandle en ansøgning om et erhvervsbyggeri med flere etager, og dermed er der lang vej til det nationale mål på 55 dage for etagebyggeri for erhverv.

Vækstpakke på 26,5 millioner kroner

Det ekstra boost til byggesagsbehandlingen er en del af den vækstpakke på 26,5 millioner kroner, som Cecilia Lonning-Skovgaard har fået forhandlet hjem i Budget 2022.

Over de næste fire år er der også sat over syv millioner kroner af til at opkvalificere københavnske ledige for at imødekomme virksomhedernes efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling.

To millioner kroner skal gå til en særlig Life Science Task Force, der skal få ledige med livsstilssygdomme som overvægt og diabetes tilbage på arbejdsmarkedet.

2,5 millioner afsættes til at støtte iværksætter-initiativer i København, 1,7 millioner kroner skal de næste to år gå til at få flere kvindelige lærlinge i bygge- og anlægsbranchen og så skal der bruges to millioner på at både modtage og fastholde nye internationale borgere i hovedstaden med bolig og job.

– Jeg glæder mig over, at vi her på bagsiden af coronakrisen kan hjælpe både erhvervsliv, ledige og iværksættere med en række udfordringer. Som erhvervslivets borgmester er jeg stolt over at have sikret 30 millioner kroner til så mange forskellige initiativer, som vil skubbe København hurtigere frem i en både grønnere og mere langsigtet vækst, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Relateret indhold