Det lå i kortene, da Dansk Byggeri blev en del af DI i september 2020. Begge organisationer kom med hver deres brancefællesskaber af tilknyttede virksomheder.
Nu skal de to fællesskaber smedes sammen, så hele byggeriets værdikæde er repræsenteret i samme fællesskab fra 1. september i år.
Dansk Byggeri med knapt 6000 især små og mellemstore byggevirksomheder, DI Byg med 450 medlemmer fordelt på store entreprenører, producenter og rådgivere.
– Med dette branchefællesskab får vi samlet kræfterne i et nyt og stærkt branchefællesskab, der vil få en stor stemme i den danske byggebranche. Vi har gjort os en masse erfaringer siden sammenlægningen i september sidste år, som vi med et nyt branchefællesskab kan få i spil i endnu højere grad, siger adm. direktør i DI Lars Sandahl Sørensen.
Taler med én stemme
– Byggebranchen er meget vigtig for både dansk økonomi, for arbejdspladser og for udviklingen af Danmark. Derfor er det glædeligt, at vi nu kan samle et ualmindeligt stærkt netværk af virksomheder, der tilsammen udgør et solidt fundament under byggeriets værdikæde, og som nu kan tale med en samlet og endnu større stemme, siger Lars Sandahl Sørensen.
Hos DI Dansk Byggeri ser man frem til sammenlægningen.
– Med DI Byggeri kan vi skabe et branchefællesskab, der repræsenterer en forenkling og samling af de mange gode kræfter, som findes i DI. Det vil komme til stor gavn for medlemmerne, at vi i fællesskab kan sætte endnu større aftryk på de store bæredygtigheds- og digitaliseringsdagsordner, der er meget vigtige for bygge- og anlægsbranchen, siger Claus Bering, Formand i DI Dansk Byggeri.
Sammenlægningen er betinget af, at det stemmes igennem på de to branchefællesskaber generalforsamlinger i august 2021.