Fra i dag kan der indstilles til Renoverprisen 2021

Har du været med til at udføre en renovering af så høj kvalitet og betydning, at den fortjener at kunne kalde sig Danmarks bedste? Så kan du indstille den til Renoverprisen 2021.
Det Kgl. Bibliotek i Aarhus løb med prisen i 2020 foran fem andre nominerede. Foto: Lars Krogsgaard.
Det Kgl. Bibliotek i Aarhus løb med prisen i 2020 foran fem andre nominerede. Foto: Lars Krogsgaard.

Om prisen

  • Renoverprisen uddeles af Realdania og GI.
  • Selv om renovering fylder mere end halvdelen af den samlede produktion i byggebranchen, er det primært nybyggeri, der bliver belønnet med priser. Det er Renoverprisen med til at lave om på.
  • Det særlige ved prisen er derudover, at den hylder hele holdet frem for en enkelt bidragsyder – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere.

Fra i dag kan du indstille din favoritrenovering til Renoverprisen 2021, der udover at kåre Danmarks bedste renoveringsprojekt også belønner vinderholdet bag med en check på 100.000 kroner.

Renoverprisen går til en renovering, der kan være inspirationskilde for fremtidige renoveringer ved bl.a. at sætte bæredygtighed, brugskvalitet og samarbejde i centrum.

– Hele formålet med Renoverprisen er, at vi får sat fokus på de mange gode renoveringsprojekter, der findes i Danmark, og den positive påvirkning, de har på omgivelserne. Vi håber, at der igen i år vil komme indstillinger fra hele landet – lige fra det nordligste til det sydligste. For vi ved, at der findes gode og nytænkende renoveringer overalt, siger Lars Axelsen, administrerende direktør i Grundejernes Investeringsfond.

Alle typer renoveringer skal frem i lyset

I 2020 vandt Det Kongelige Bibliotek i Aarhus prisen for på eksemplarisk vis at transformere et klassisk bibliotek til et moderne og bæredygtigt samlingspunkt. Projektet vandt blandt et bredt felt, der både rummede erhvervsbygninger, institutioner, boliger og kulturhuse.

– Det betyder noget for os, at der er en bredde blandt de projekter, der indstilles til prisen. For uanset, om der er tale om en renovering af et boligområde, en kulturinstitution eller noget tredje, er det med til at skabe glæde og gavn for både den enkelte og fællesskabet. Derfor håber vi meget på at se en stor mangfoldighed blandt de indstillede projekter igen i år, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.

Udover Renoverprisen, der i år uddeles for ottende gang, vil der også blive uddelt en specialpris. Specialprisen gives til et projekt, som er præget af en originalitet og kreativitet, der fortjener anerkendelse.

Projekter kan indstilles her indtil d. 1. marts 2021. De nominerede projekter offentliggøres medio juni. Vinderholdet af både Renoverprisen og Specialprisen kåres ved en prisfest i september 2021.

Relateret indhold