KPC og Årstiderne valgt til centralt Aarhus-projekt

Aarhus Byråd har valgt det projekt, der skal opføres på arealet mellem Æggepakkeriet og Godsbanens værksteder. Åbne stueetager skal tiltrække små erhvervsdrivende til at slå sig ned og være med til at skabe en bydel fuld af liv.
Endnu et projekt står på tærsklen til byggestart på Godsbanen i Aarhus, når tilladelserne er i hus. Visualisering: Årstiderne Arkitekter.
Endnu et projekt står på tærsklen til byggestart på Godsbanen i Aarhus, når tilladelserne er i hus. Visualisering: Årstiderne Arkitekter.

Godsbanen er i rivende udvikling, og nu tager Aarhus’ kreative bydel næste skridt med færdiggørelse af områdets nordlige del. Byrådet godkendte i går salget af byggefeltet mellem Æggepakkeriet og Godsbanens værksteder til KPC Ejendomsudvikling.

Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V), håber, at de åbne stueetagerne ud mod gaden bliver fyldt med små erhvervsdrivende, som kan bidrage til det kreative miljø i området.

– Nye projekter på Godsbanen skal understøtte det liv og den mangfoldighed, der allerede er i området. Det gør projektet her i særdeleshed med de udadvendte aktiviteter i gadeplan, siger Bünyamin Simsek.

En bydel fuld af liv

Byrådets beslutning er resultatet af et offentligt udbud, hvor KPC Ejendomsudvikling har budt ind med et projekt tegnet af Årstiderne Arkitekter. Projektet spiller ind i udviklingsplanens strategi med at skabes en karakterfuld og livlig bydel.

– Projektets byhuse vil utvivlsomt tiltrække familien med børn, der ønsker den bynære beliggenhed. Lejlighederne vil tiltrække det yngre publikum herunder studerende. Og så tror vi på, at de mindre erhvervslokaler i stueplan vil blive et aktiv for området, siger KPC’s udviklingsdirektør, Henrik Hoffmann.

Når byggetilladelsen er på plads, kan KPC Ejendomsudvikling sætte skovlen i jorden og gå i gang med projektet.

Relateret indhold