Casa: Markedet vil puste ud i 2020

Dagens Byggeri har bedt en række af branchens fremtrædende aktører om at se tilbage på 2019 - og frem mod 2020. I dag adm. direktør Torben Modvig, Casa.
Adm. direktør Torben Modvig, Casa A/S.
Adm. direktør Torben Modvig, Casa A/S.

Hvad har for dig og din organisation kendetegnet 2019?

For Casa har 2019 været et år, vi kommer til at huske mange år frem i tiden. Året startede med direktørskifte, hvor jeg tog over for vores grundlægger og mangeårige CEO, Michael Mortensen, der trådte ind i bestyrelsen i stedet. Skiftet er en naturlig følge af det udviklings- og strategiskifte, Casa står midt i, men det gør det ikke til en mindre tung arv at løfte.

I det historiske perspektiv vil det dog ikke være direktørskiftet, der står som den største begivenhed for os i 2019. Det vil i stedet være den enorme vækst, vi har oplevet. Her ved udgangen af 2019 ser vi på en samlet omsætningsvækst på mere end 40 procent og en tilsvarende vækst i antal medarbejdere. Vi har afleveret et historisk højt antal boliger – 1.400 på blot ét år – og har haft flere afleveringer med 0 mangler.

I 2019 er Casa dog ikke kun vækstet på top og bundlinje, vi har også øget vores tilstedeværelse i Østdanmark. Både på projektsiden, hvilket omsætningstallene også afspejler, og på bemandingssiden, hvor vi har bl.a. har startet renoveringsafdelingen op.

For mig vil 2019 også stå i bæredygtighedens tegn. Det var i år, at hele verden på én gang fik øjnene op for, at vi ikke kan blive ved at behandle kloden, som vi har gjort hidtil. Dermed blev 2019 også året, hvor branchen forstod, at vi også må gøre noget for at sikre vores fælles fremtid. Hos Casa bygger vi allerede Svanemærket og DGNB-certificeret, og i 2019 blev vi nomineret til Building Awards’ Miljøpris for EcoVillage i Lejre, som vi er gået i gang med anden etape af. Ligesom resten af branchen skal vi stadig forbedre og udvikle os, men jeg føler, at vi er godt på vej.

Hvilke forventninger har du til 2020?

Meldingen fra markedet er, at det i 2020 “puster ud” efter flere års fremgang. Derfor forventer mange af vores kolleger også, at væksten vil stagnere, eller at resultaterne ligefrem bliver dårligere i 2020. Det forventer vi ikke i CASA. Der bliver selvsagt ikke en vækst på 40+ procent som i år, men vi forventer en højere omsætning næste år end i år.

Hvordan kan vi tillade os at gå imod resten af markedets forudsigelser, kan man jo spørge sig selv. Det kan vi, fordi vi har brugt 2019 på at formulere vores nye strategi, som vi vil aktivere fuldt ud i 2020. Branchen vil se os blive endnu stærkere på erhvervsbyggeri, og vi vil styrke vores position på renovering. Samtidig vil vi fortsat være en af landets dygtigste, når det kommer til boligbyggeri. Alt dette kan jeg kun love, fordi jeg ved, hvor stærkt et hold, vi har hos Casa. Vi har nogle af landets dygtigste, mest passionerede og loyale medarbejdere, og det er i sidste ende dem, der skaber vores succes. Derfor er jeg også helt tryg ved at træde ind i det nye år.

Relateret indhold