Tagfirma har fået ørene i maskinen

DR har opstøvet en række møgsager som involverer Jydsk Tagteknik. Virksomheden har den lidet flatterende hovedrolle i aftenens Kontant af samme årsag.
Jydsk Tagteknik er endt i en regulær møgsag. Foto: Colourbox.
Jydsk Tagteknik er endt i en regulær møgsag. Foto: Colourbox.

Mange har mødt virksomheden Jydsk Tagteknik på Facebook, hvor tidligere Vild Med Dans-deltager med mere, Erik Peitersen, går rundt og lover gratis tag- og isoleringstjek.

Men det er langt fra alt, der er gratis hos virksomheden – det meste koster penge. Og for enkelte kunder en hel del flere af slagsen, end de regnede med. Derfor er virksomheden nu er kommet i søgelyset hos DR på ryggen af nogle regulære møgsager. Det drejer sig blandt andet om Mette Stengaard fra Hillerød, som fik spulet asbest af sit tag, men ud på sin grund. Her venter en retssag. Det drejer sig også om Phillip Poulsen fra Hinnerup, der efter en tagrenovering blev efterladt med skimmelsvamp i væggene.

Det mest beskæmmende for Jydsk Tagteknik er dog ikke de nævnte sager. Det er nærmere, at en tidligere medarbejder stiller sig frem i programmet og forklarer, hvordan man driver virksomhed i Jydsk Tagteknik. Han udtaler blandt andet til programmet:

“Det er en professionel virksomhed udadtil, men lige så snart du er ansat, ser du, hvordan forretningen sejler, og der er ingen sympati med kunderne”. Den tidligere ansatte ønsker at være anonym af hensyn til fremtidige jobmuligheder. Hans identitet er DR bekendt. Kontant bliver sendt onsdag aften. Fra Jydsk Tagtekniks side svarer direktør Danni Kromanne Dagens Byggeri, at:

– Vi er selvfølgelig kede af, at der er sket fejl i de to sager i Hinnerup og Hillerød og anerkender fuldt ud, at vi bærer en del af ansvaret. Vi har over 10.000 byggesager om året, og heldigvis er det sjældent, at vi oplever denne type sager. Det er menneskeligt at fejle, og når det sker, gør vi vores yderste for at udbedre fejlene hurtigst muligt, ligesom vi dækker de omkostninger, der har været forbundet med dem. Det samme gælder i disse sager, hvor vi har tilbudt husejerne at udbedre skaderne med det samme.

Relateret indhold