Vinderen af Konstruktørernes Dimittendpris er fundet

Steffen Strauss Lund modtager Konstruktørernes Dimittendpris 2019. I sit bachelorprojekt demonstrerer han både bygningskonstruktørens kernekompetencer og har stor forståelse for byggeriets processer og optimering af disse.
Steffen Strauss Lund arbejder som beregner og entrepriseleder i tømrer-, snedker- og murervirksomheden Michael Lund A/S. Pressefoto: Michael Lund.
Steffen Strauss Lund arbejder som beregner og entrepriseleder i tømrer-, snedker- og murervirksomheden Michael Lund A/S. Pressefoto: Michael Lund.

De 13 nominerede

  • 1. Alex Peter Jochumsen – Erhvervsakademi Vest, EASV, Esbjerg
  • 2. Asger Wils Frederiksen – Professionshøjskolen VIA UC, Holstebro
  • 3. Dánjal Mouritsson Joensen – Professionshøjskolen VIA UC, Horsens
  • 4. Jeppe Løgtved Vittrup – University College Nordjylland, UCN, Aalborg
  • 5. Katrine Juhl Hansen – Københavns Erhvervsakademi, KEA, København
  • 6. Lasse Krodal Pedersen – Professionshøjskolen VIA UC, Aarhus.
  • 7. Louis Stavensø Halskov – Erhvervsakademi og Professionshøjskole, UCL, Odense
  • 8. Matthew Thomson, – Københavns Erhvervsakademi, KEA, København
  • 9. Merete Langdahl Lyngholm – Professionshøjskolen VIA UC, Holstebro
  • 10. Nicolaj Ryvig – Professionshøjskolen VIA UC, Aarhus
  • 11. Rune Møller Pedersen – Zealand (tidl. Erhvervsakademi Sjælland, EASJ), Næstved
  • 12. Samuel Grubb – Erhvervsakademi og Professionshøjskole, UCL, Odense
  • 13. Steffen Strauss Lund – University College Nordjylland, UCN, Aalborg

– Vinderprojektet er supergodt gennemarbejdet og demonstrerer en bred vifte af indsigt i byggeriets processer og rammevilkår, da det også forholder sig til den nye pakke af aftalevilkår og ydelsesbeskrivelser. Desuden inddrager det projektering efter certificeringsordningen DGNB, som adresserer den aktuelle bæredygtighedsdagsorden.

Det siger Maria Bernard Riise, formand for Konstruktørforeningens Uddannelsesudvalg. Hun taler om det projekt, som den 27-årige bygningskonstruktør Steffen Strauss Lund, der er uddannet fra Professionsskolen UCN i Aalborg, netop er udpeget som vinder af Konstruktørernes Dimittendpris 2019 på baggrund af.

Hun fortsætter:

– Udover at dimittenden på fineste vis demonstrerer bygningskonstruktørens kernekompetencer, for eksempel som agent for den gode kommunikation i både projektering og udførelsesfasen, demonstrerer han også en faglig forståelse for sammenhængen mellem fagligheder, optimering og for ledelsesværktøjer, der fremmer en værdiskabende byggeproces.

Bag beslutningen står en priskomite på seks repræsentanter fra byggebranchen.

10 boligblokke af træ i 3 etager

Projektet “Strandkanten i Sæby” går ud på at opføre 10 blokke i tre etager med kælder og 80 lejligheder fordelt på 2-, 3- og 4-værelselseslejligheder. Byggeriet skal opføres som et bæredygtigt DGNB-certificeret byggeri – hvilket blandt andet betyder, at det primært skal opføres i træ. Endvidere har Steffen Strauss Lund ved at bruge de nye aftalevilkår for bygge- og anlægsbranchen, for eksempel AB18, sat fokus på at involvere entreprenøren allerede i projekteringsfasen.

Projektet vandt oprindeligt andenpladsen i en arkitektkonkurrence og er tegnet af Arkinord. Efterfølgende har dimittenden viderebearbejdet det, så det omfatter alle byggeriets faser fra idé til aflevering og drift.

13 nominerede

I alt var 13 dimittender fra otte uddannelsessteder indstillet til Konstruktørernes Dimittendpris, der er indstiftet af Konstruktørforeningen og består af 10.000 kr. og et års gratis medlemskab. Prisen uddeles 21. oktober på KaffeFair i Aalborg i forbindelse med foreningens regionale Konstruktørdag for medlemmerne i Region Nordjylland, hvor UCN befinder sig.

De 13 nominerede projekter spænder bredt fra et nybygget kultur- og teaterhus i hjertet af Nørrebro og søjlefundering af bygninger på Færøernes klipper til et boligbyggeri på ni etager og en guide til, hvordan man med præfabrikerede modulelementer kan føre et selvbygger-bofællesskab trygt igennem byggeriets mange processer.

Relateret indhold