Gravetilladelser i Aarhus Kommune
- Al gravearbejde på vej- og stiarealer kræver en gravetilladelse. Gravetilladelserne bliver givet af Teknik og Miljø, som sikrer, at arbejdet bliver koordineret med den øvrige brug af det pågældende område.
- Godkendte gravetilladelser per 21/9 2017: 3.494
- Godkendte gravetilladelser per 21/9 2016: 3.105
- Kilde: Aarhus Kommune
Nye tal fra september viser, at der bliver gravet mere i Aarhus end sidste år. Måske paradoksalt har sagsbehandlerne af gravetilladelser samtidig oplevet færre klager. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Ifølge kommunen er større anlægsarbejde i byens centrum så vidt muligt planlagt uden om 2017, men aarhusianerne skal have fibernet, el-tilslutninger og sikre fortove, selvom byggearbejde i forbindelse med Letbane og kulturhovedstad præger bybilledet.
– 2017 er et særligt år, fordi vi i planlægningen skal tage højde for flere arrangementer og flere mennesker i byen. Det er derfor en positiv overraskelse, at vi lykkes med at arbejde mere under jorden, uden aarhusianerne bemærker det, siger Kim Gulvad Svendsen, chef for Drift og Myndighed i Teknik og Miljø.
Mere natarbejde og fremrykning af opgaver til først på året forklarer en del af udviklingen. Kim Gulvad Svendsen takker byens entreprenører og ledningsejere.
– Vi har i Teknik og Miljø mødt en stor fleksibilitet hos vores samarbejdspartnere. De har fx været villige til at grave, mens resten af byen sover. Jeg glæder mig samtidig over, at vi gør os en masse gode erfaringer i år, som også kommer byen til gode fremover, siger han.