Mere travlhed i Sønderjylland

Efter nogle år med langt mellem sagerne, er der nu gang i hele seks entrepriser på én gang i den lille Aabenraa afdeling af Hustømrerne.
En af Hustømrernes opgaver i øjeblikket er byggeriet på Cimbriagrunden her.
En af Hustømrernes opgaver i øjeblikket er byggeriet på Cimbriagrunden her.

Primært er det opgaver for boligforeninger, der ses i den sydlige ordrebog hos Hustømrerne i Aabenraa, og det er sandsynligvis også her at en af forklaringer på det øgede niveau skal findes.

Opgaverne er blandt andet tagrenovering for Aabenraa andelsboligforening, renovering af Odinsgaard i Horsens samt opførelse af solcelleanlæg for Sønderborg andelsboligforening.

Også byggeriet af de nye supersygehuse er et af hovedelementerne i byggeriets analyser af fremgangen. En af Hustømrernes nyvundne opgaver er netop på det nye Aabenraa supersygehus, hvor Hustømrerne sammen med 5E byg Odense har en opgave til 33 millioner kroner.

For den erfarne afdelingschef Bent J. Kaczmerek er det glædeligt, men også naturligt, at se et opsving:

– Det er ikke uvant for mig, at se disse perioder her ‘sydpå’, hvor det hele ligesom tørrer ud i nogle år. Så synes man, at man regner i det uendelige uden resultat, men så lige pludselig vender det, siger han.

Hustømrernes direktør Klaus Andersen kan kun gisne om, hvad der på nationalt niveau har ført til de nyvundne opgaver, men med udgangspunkt i Hustømrerne selv ser han nogle faktorer:

– De vundne opgaver har simpelthen ‘ramt’ os på nogle spidskompetencer. Ift. sygehusbyggeri har vi de seneste år erhvervet en stor erfaring og god rutine i udførsel, fortæller han og tilføjer:

– Og endelig må vi også bare glæde os over, at det opsving som vi har set mange andre stedet i landet, nu også er kommet til Sønderjylland.

Relateret indhold