Første skridt mod en Kalundborgmotorvej

Målet er på sigt at skabe motorvejsforbindelse mellem Holbækmotorvejen og Kalundborg.
Et nyt lovforslag fra transportministeren udgør første skridt mod en Kalundborgmotorvej. Foto: Colourbox.
Et nyt lovforslag fra transportministeren udgør første skridt mod en Kalundborgmotorvej. Foto: Colourbox.

Transportminister Magnus Heunicke (S) præsenterede onsdag et lovforslag, der bemyndiger ham til at anlægge en motorvej på Sjælland syd om Regstrup på strækningen mellem Sdr. Jernløse og Dramstrup. Samtidig skal strækningen på den nuværende hovedlandevej 119 (rute 23) mellem Ringstedvej (rute 57) nord for Kvanløse og Sdr. Jernløse til motorvej opgraderes ved, at der på den eksisterende vej opsættes autoværn.

Målet er på sigt at skabe motorvejsforbindelse mellem Holbækmotorvejen og Kalundborg via Kalundborgmotorvejen. Første etape er en opgradering til motorvej af de første cirka seks kilometer af Skovvejen – fra Elverdam til Regstrup – der blev indviet i august 2013.

Kalundborg en industriby

Strækningen har en støt stigende pendlertrafik i retning fra Kalundborg mod Holbæk og hovedstadsområdet. Samtidig medfører erhvervsområderne i den vestlige del, især i Kalundborg, hvor Novo Nordisk har en stor produktionsafdeling, at der er en del tung erhvervstrafik på strækningen, ligesom Kalundborg Havn betjener færgeruten til Samsø.

– Kalundborg har stor betydning som industriby. En samlet udbygning af Skovvejen vil sammen med udbygningen af Nordvestbanen mellem Lejre og Vipperød forbedre trafikforholdene i korridoren mellem Holbæk og Kalundborg markant og understøtte væksten i området, forklarer ministeren.

426 millioner afsat

Den østligste del af Skovvejen, der er cirka 31 kilometer lang, blev anlagt som en motortrafikvej i et nyt tracé i 1960’erne og starten af 1970’erne, undtaget en kort strækning syd om Regstrup.

Den resterende vestlige del af strækningen mellem Svebølle og Kalundborg på cirka 11 kilometer blev ikke højklasset og er i dag tosporet landevej.

Der er afsat cirka 426 millioner kroner til projektet.

Relateret indhold