Odsherred: Nyt campus får bæredygtig wow-faktor

Fremtidens Campus Odsherred 'oser af unge-miljø og sammenhold'. Team Vandkunstens bæredygtige vinderforslag opfylder alle uddannelsesstedets ønsker - og mere til.
Gårdhaven på den nye Campus Odsherred bliver et samlende område for alle ungdomsuddannelser i Odsherred Kommune. Illustration: Vandkunsten
Gårdhaven på den nye Campus Odsherred bliver et samlende område for alle ungdomsuddannelser i Odsherred Kommune. Illustration: Vandkunsten

Campus Odsherred

  • Byggestart: Juli 2023
  • Forventet færdigt: Juli 2024
  • Budget, estimeret: 40 mio. kr. – heraf 25 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
  • Omfang: 7.400 m²
  • Bygherre: EUC Nordvestsjælland Afdeling Asnæs og Odsherreds Gymnasium
  • Bygherrerådgiver: Rambøll Danmark
  • Arkitekt og totalrådgiver: Tegnestuen Vandkunsten
  • Arkitekt: Rolvung og Brøndsted Arkitekter
  • Ingeniør: Dominia Rådgivende Ingeniører
  • Teknisk rådgiver: Safedesign og Riis Akustik
  • Renovering og udvidelse af eksisterende rammer omfatter hovedindgang, kantinekøkken/kantineområde, lærerværelsesområde, og renovering inkl. inventar i kemilokale, biologilokale, naturfagligt fællesområde og fitnesslokale
  • Kilde: Byggefakta

Ved at samle alle ungdomsuddannelserne i Odsherred på ét sted, er det ambitionen, at Campus Odsherred skal skabe attraktive fag- og studiemiljøer, som tiltrækker Odsherreds unge til både erhvervsuddannelser, gymnasiale uddannelser samt forskellige 10. klassetilbud.

Borgmester i Odsherred Kommune, Karina Vincentz, beskriver det nye campus således:

– Den nye campus kommer til at have en wow-faktor, der tydeligt viser, at der er sket noget nyt og forandret i byen. Arkitekturen bliver rammesættende for hele kommunen og det er simpelthen så fedt, at bygningen både er bæredygtig, og at den kommer til at vække nysgerrighed hos forbipasserende. Samtidig vil de fleste borgere i byen få glæde af de nye udearealer og pladser, der kommer til at omkranse den nye campus og alt det passer perfekt ind i Odsherreds værdier om, at der er plads til alle og at vi er en visionær, tiltrækkende og mangfoldig kommune med Danmarks bedste landskab, siger borgmesteren.

Bag projektet står Vandkunsten sammen med Rolvung og Brøndsted Arkitekter og Dominia, der som samlet team er vinder af konkurrencen om at udvikle den nye Campus Odsherred, der bliver placeret på Odsherreds Gymnasiums nuværende område i Asnæs. Den nye samlende campus forventes klar i juli 2024.

Teamets projekt tilstræber under overskriften ‘Et nyt samlingspunkt’ at pirrer nysgerrigheden efter mere – og vigtigst af alt bliver en campus, der afspejler visionen om et samlingspunkt for hele kommunen.

En smuk og iøjefaldende bygning, kalder Steffen Lund, direktør for Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, Team Vandkunstens vinderforslag. Illustration: Vandkunsten
En smuk og iøjefaldende bygning, kalder Steffen Lund, direktør for Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, Team Vandkunstens vinderforslag. Illustration: Vandkunsten

Bæredygtig ramme

Projektet anvender tre projektspecifikke løsninger inden for bæredygtighed; nybyggeri med bærende konstruktioner i træ, genbrug og bæredygtighed som ramme om skolens brug og skolens udvikling.

De bærende konstruktioner udføres i et rationelt system i limtræskonstruktioner, som både taler til den eksisterende skoles byggesystem, men som også bidrager til indkapsling af CO2 og dermed sænker byggeriets samlede CO2-udledning i forhold til f.eks. en betonkonstruktion.

Alle de steder det er muligt, foreslås det at genbruge eksisterende fliser, brosten, apteringsmaterialer m.m. Enten ved f.eks. at tage fliser eller brosten op og lægge dem på ny i forhold til ændrede gårdrum. Eller ved at lade eksisterende belægninger være og lade dem være udgangspunktet for den måde, gårdrummet indrettes på.

– Vi er så glade for det forslag som Team Vandkunsten har lavet. Det nye Campus Odsherred bliver både arkitektonisk flot og visionært og det oser af unge-miljø og sammenhold. Med Team Vandkunstens forslag får vi en campus, der indeholder alt det vi ønsker os og drømmer om. Samtidig bliver det en smuk og iøjefaldende bygning, der forhåbentlig kan trække en masse elever og kursister til, fortæller Steffen Lund, direktør for Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.

Projektet omfatter både om- og tilbygning af Odsherreds Gymnasium, renovering og udvidelse af de eksisterende rammer samt landskabsbearbejdning, og vinderteamet lægger op til, at de nuværende elever på tømrerskolen kan være med til at bygge den nye skole og renovere den gamle.

Det kunne enten være generelt eller på udvalgte områder, hvor fokus er på bæredygtighed.

Det involverer også et genbrugsskur til skolens og nabolagets genbrugsmaterialer samt et ønske om at gøre biodiversitet til et tværfagligt tema for skolens undervisning og dermed til et læringsinstrument i sig selv.

Genbrug, bæredygtighed samt bærende konstruktioner i træ danner rammen om det nye Campus Odsherred. Illustration: Vandkunsten
Genbrug, bæredygtighed samt bærende konstruktioner i træ danner rammen om det nye Campus Odsherred. Illustration: Vandkunsten

Relateret indhold