Efter kraftig vækst vil rådgiver være en af de store inden for renovering

Norsyn har mere end fordoblet medarbejderstaben siden 2022 og opruster på byggerådgivning med erfaren brancheprofil som markedschef.
Den rådgivende ingeniørvirksomhed Norsyn med Henning Staugaard Lambertsen i spidsen (tv) opruster inden for byggerådgivning. Til at hjælpe med det har firmaet ansæt Allan Gottlieb Jensen (th), som har mange års erfaring inden for området.

Norsyn – der tidligere hed Damgaard Rådgivende Ingeniører – vil gerne fortsætte sin oprustning med en ny markedschef.

Han hedder Allan Gottlieb Jensen og kommer med mere end 40 års erfaring i bygge-, installations-, grossist- og rådgiverbranchen.

Han kommer fra en stilling som salgs- og markedschef hos teknikentreprenøren Poul Sejr Nielsen. Tidligere har han blandt andet været kundedirektør hos Gaihede Ingeniører & Arkitekter og arbejdet 22 år hos Brødrene A & O Johansen.

Læs også

Rådgiver udvider med fjernkøling og styrker ledelsen

– For mig handler en god forretning om ordentlighed, tillid og om at levere det, man har lovet – og ikke mindst kun at love det, man kan holde, siger Allan Gottlieb Jensen og fortsætter:

– Det handler i bund og grund om at gøre sig fortjent til kundernes tillid – hver eneste gang. Den tilgang tager jeg med mig til Norsyn.

Med Allan Gottlieb Jensen som markedschef mener Norsyn, at de styrker deres eksisterende position inden for byggerådgivning – især renovering af ejendomme. 

En del af ambitionen er at kombinere den klassiske byggerådgivning med Norsyns stærke erfaring inden for energi og grønne løsninger.

Fordobling af medarbejdere

Ansættelsen står ikke alene som oprustning af renovering og byggerådgivning. Den er blot del af en større oprustning i Norsyn.

Efter 2022 har Norsyn mere end fordoblet medarbejderstaben og beskæftiger i dag 71 medarbejdere. En væsentlig del af væksten er skabt som rådgiver inden for energi og fjernvarme.

Læs også

Arkitektkollektiv henter ny chef: Vil have over 1.000 medarbejdere i Europa

– Byggerådgivning har været en del af vores DNA helt tilbage fra tiden som Damgaard Rådgivende Ingeniører. Det nye er, at vi nu vil bruge endnu flere ressourcer på området, siger Henning Staugaard Lambertsen, der er adm. direktør i Norsyn og har stået i spidsen for virksomheden siden starten.

Ambitionen er nu at blive en af de store spillere ved i endnu højere grad at markedsføre sin unikke kombination af klassisk byggerådgivning og viden om bæredygtighed.

– Vi ved, at renoveringer og nybyggeri kan gennemføres til en konkurrencedygtig pris uden at gå på kompromis med miljøkrav og kvalitet. Med vores afprøvede projektplanlægning og erfarne ingeniører og arkitekter kan vi garantere, at vi kan levere rådgivning, der kan tilfredsstille boligejere og bygherrer på alle parametre, siger Henning Staugaard Lambertsen.

Markedschef med fokus på bygherrerne

For Allan Gottlieb Jensen bliver det en central opgave at bringe Norsyns kompetencer endnu tættere på bygherrerne – især inden for renovering.

Læs også

Entreprenør udvider bestyrelsen med erhvervsprofil

– Der ligger et stort potentiale i den eksisterende bygningsmasse. Mange ejendomme skal både vedligeholdes, energiforbedres og fremtidssikres. Her har Norsyn noget særligt at byde på, fordi vi kombinerer mange års byggerådgivning med stærk viden om energi og tekniske løsninger, siger Allan Gottlieb Jensen.

Den ambition er direktøren helt overbevist om, at den ny markedschef kan levere på.

– Allan kommer med noget, som er umuligt at læse sig til. Han kender markedet, ved, hvordan beslutningerne bliver truffet, og forstår både kundernes og de udførendes virkelighed, siger Henning Staugaard Lambertsen og fortsætter:

– Sammen med vores erfaring fra det grønne område og Allans unikke viden og erfaring med kunder og bygherrer, har vi nu et hold, der kan rykke på alle vores forretningsområder.

Relateret indhold