Endnu en tidsplan for byggeriet af det nye Odense Universitetshospital holder ikke, og dermed kommer patienterne ikke til at flytte ind i det nye OUH i 2027 som hidtil planlagt.
Totalentreprenøren Odense Hospital Project Team Joint Venture I/S (OHPT) har meddelt Region Syddanmark, at det ikke længere er realistisk at færdiggøre arbejdet tidsnok til, at hospitalet kan tages i brug efter den gældende plan.
Dermed fortsætter rækken af forsinkelser på et af landets største hospitalsbyggerier.
Nyt OUH bliver forsinket: Entreprenør kan slippe for dagbøder
Da Region Syddanmark og OHPT i november 2024 indgik en ny aftale om færdiggørelsen, var meldingen, at patienterne skulle kunne flytte ind i slutningen af 2027. Aftalen kom efter flere tidligere forskydninger af projektet og skulle skabe en ny plan for den resterende del af byggeriet.
– Jeg er ekstremt ærgerlig og skuffet over, at vi ikke når i mål til den tid, vi har aftalt. Vi brugte lang tid på at lave en realistisk tidsplan sidst, vi sad i samme situation, og alligevel er det ikke lykkedes at holde aftalen, siger regionsrådsformand Bo Libergren (V).
Flere års forsinkelser
Problemerne med tidsplanen går flere år tilbage. Byggeriet gik i gang i 2019 og var oprindeligt ventet færdigt i slutningen af 2022. Siden er færdiggørelsen og patientindflytningen blevet udskudt flere gange.
Regionen varslede i 2023 dagbod over for OHPT, og i 2024 stod det klart, at den daværende forsinkelse ikke kunne indhentes.
Region reagerer på OUH-krise: Mere kontrol
Det førte i november 2024 til en ny aftale mellem regionen og OHPT. Regionen accepterede her ansvar for fem måneders forsinkelse og en kompensation til entreprenøren på 525 mio. kroner.
Aftalen lagde samtidig den tidsplan, som skulle føre frem mod patientindflytning i 2027.
Også den plan er nu skredet.
Uenighed om ansvaret
Allerede tidligere på sommeren stod det klart, at OHPT ikke kunne aflevere den første bygning i hospitalskroppen som aftalt 31. juli.
Nu har OHPT bedt om mere tid og peger ifølge Region Syddanmark blandt andet på andre entreprenørers arbejde i området, ændringer bestilt af regionen, langvarige myndighedsprocesser og usædvanlige vejrforhold.
Nyt OUH under politikerlup: Skal indføres bedre kontrol med løn
Regionen har endnu ikke taget stilling til, i hvilket omfang forholdene giver entreprenøren ret til tidsfristforlængelse.
– Vi er nu i gang med at analysere, om OHPTs krav berettiger til en tidsfristforlængelse. Mens vi gør det, har vi sat dagboden på pause. Pauseringen betyder ikke, at taxameteret ikke tæller, men det betyder, at vi skal være helt sikre på, hvilken periode der skal kræves dagbod for, siger Bo Libergren.
Ny skandale rammer Nyt OUH: Fremtiden for 250 ansatte er uvis
Han anerkender samtidig, at konkurserne har vanskeliggjort arbejdet, men fastholder ansvaret hos totalentreprenøren.
– Jeg kan sagtens forstå, at forudsætningerne har været svære, når to store underentreprenører er gået konkurs, men det er totalentreprenørens ansvar at navigere under disse forhold og bringe hospitalet i mål til den aftalte tid, siger han.
Ingen ny dato
Region Syddanmark og OHPT er nu i gang med at gennemgå entreprenørens krav og udarbejde en ny plan for afleveringen.
Hvornår det nye OUH kan tage imod de første patienter, er endnu ikke fastlagt.
