ESG skal i stigende grad være andet og mere end rapportering og dokumentation.
Det mener man hos installationsvirksomheden Bravida, hvor næste skridt handler om at omsætte nye krav til konkrete løsninger for kunderne.
– Selvfølgelig skal vi have styr på compliance og kunne dokumentere det, vi gør. Men det virkelig spændende for mig er, når ESG bevæger sig fra kun at være noget, vi skal rapportere på, til at være noget, vi bruger aktivt til at udvikle forretningen, lyder det fra Bravidas nye ESG- og bæredygtighedspartner Maria Holme Nygård.
Bravidas vej tilbage til stabilitet og med klar kurs mod fremtiden
Udviklingen bliver særlig relevant for installationsbranchen, fordi nye energi-, klima- og dokumentationskrav hos bygherrer og virksomheder kan skabe efterspørgsel efter tekniske løsninger, fortæller hun:
– Når kravene ændrer sig, bliver spørgsmålet for os ikke kun: Hvordan overholder vi selv reglerne? Det bliver også: Hvordan kan vi hjælpe vores kunder med at gøre det? Det er dér, ESG begynder at blive rigtig interessant for forretningen.
Rammer kundernes regnskab
Bravida peger især på installationsvirksomhedernes placering tæt på bygningernes energiforbrug og drift som en mulighed.
Optimering af tekniske anlæg, lavere energiforbrug, længere levetid på eksisterende installationer og valg af materialer med lavere miljøbelastning kan alle påvirke kundernes klima- og ressourceaftryk.
Dermed handler ESG ikke alene om installationsvirksomhedernes egen drift, men også om den effekt, deres løsninger kan have hos kunderne.
Bravida øger sit bidrag til landets sikkerhed: ”Åbenlyst at påtage os dette samfundsansvar”
– Vores største mulighed ligger i, at vi er helt tæt på kundernes bygninger, installationer og drift. Vi kan være med til at reducere energiforbruget, vælge bedre løsninger og forlænge levetiden på det, der allerede findes. Derfor er ESG ikke noget, der ligger ved siden af Bravidas kerneforretning. Det ligger mange steder midt i den, siger hun.
Bravida forventer samtidig, at cirkularitet kommer til at fylde mere. Virksomheden arbejder blandt andet med mulighederne for tilbagelevering af udvalgte tekniske komponenter, hvor dele og materialer kan bevare en økonomisk og miljømæssig værdi efter den første anvendelse.
– Jeg tror, vi kommer til at se meget mere på, hvad der sker med materialer og komponenter efter deres første levetid. Hvad kan genbruges? Hvad kan renoveres? Hvad kan indgå et andet sted? Der ligger både en miljømæssig og en forretningsmæssig mulighed i det.
Kan blive konkurrenceparameter
Næste skridt for virksomheden bliver blandt andet at få ESG tydeligere ind i tilbudsarbejdet. Flere kunder stiller allerede krav til klima, materialer, arbejdsmiljø og dokumentation, når de vælger leverandører, og Bravida forventer derfor, at området i stigende grad vil få betydning for konkurrencen om opgaverne.
Udgangspunktet skal være de konkrete behov hos kunderne.
Stolt Bravida-direktør efter EuroSkills-succes: ”Fantastiske ambassadører for de erhvervsfaglige uddannelser”
– Vi skal kende kundernes virkelighed, hvis vi skal være relevante. Hvilke krav møder de? Hvor har de udfordringer? Hvor er der noget, vi allerede kan hjælpe med? Og hvor skal vi udvikle os?
På længere sigt er ambitionen, at ESG ikke behandles som et særskilt spor, men bliver indarbejdet direkte i den almindelige forretning.
– Målet må være, at ESG på et tidspunkt ikke føles som et ekstra punkt, vi skal huske. Det skal være en naturlig del af den måde, vi udvikler løsninger, laver tilbud og driver forretning på, siger Maria Holme Nygård.
