Største anlægsbyggeri i kommunes historie: Rådgiver-konkurrence ender uafgjort

To rådgiverteams er blevet udpeget som ligeværdige vindere blandt fire konkurrenceforslag om Rebild Kommunes skolebyggeri til over 300 mio. kroner.
Projektet med navnet ’Gro’ skal rumme faciliteter til en tresporet skole fra 0.-9. klasse med tilhørende SFO- og klubtilbud samt faciliteter til lokale foreninger.

Rådgiver-konkurrencen om det største anlægsbyggeri i Rebild Kommunes historie, en ny skole inkl. fritidsfaciliteter med navnet ’Gro’, er endt uafgjort.

To rådgiverteams er således blevet udpeget som ligeværdige vindere blandt fire konkurrenceforslag om byggeriet til over 300 mio. kroner.

De to rådgiverteams er Aart Architects med underrådgivere ByMunch by- og landskabsdesign og ABC Rådgivende Ingeniører samt Adept med underrådgivere Flåk, Gade Mortensen Akustik, Arkitektfirmaet Hovaldt og Vita Ingeniører.

Læs også

Fire teams kæmper om det største anlægsbyggeri i kommunes historie

Bedømmelseskomitéen fremhæver blandt andet, at forslagene skaber stærke sammenhænge mellem skole, fritid, natur og lokalsamfund, og at de på overbevisende vis arbejder med designprincipperne “det lille i det store” og “stærk sammenhæng mellem ude og inde”.

– Vi havde fået fire meget stærke bud på fremtidens Gro, og det har gjort bedømmelsen både spændende og vanskelig, siger projektchef Henrik Bøgeskov Lolholm fra Rebild Kommune og fortsætter:

– De to udvalgte forslag viser på hver deres måde, hvordan arkitekturen kan skabe meget mere end en skole. Her er fællesskab, læring, bevægelse og natur tænkt sammen på en måde, som giver os et virkelig spændende udgangspunkt for den videre proces.

Afsluttende fase

Gro skal opføres i Støvring og rumme faciliteter til en tresporet skole fra 0.-9. klasse med tilhørende SFO- og klubtilbud samt faciliteter til lokale foreninger.

De to rådgiverteams inviteres nu til den afsluttende fase af konkurrencen, hvor deres forslag skal videreudvikles i dialog med Rebild Kommune og bedømmelseskomitéen.

Læs også

Aart skal sætte rammerne for tidligere skoleområder på 70.000 m2

Den endelige vinder forventes udpeget i oktober 2026.

Relateret indhold