Branchesamarbejde for grønnere byggeri sikret overlevelse

Strateginetværk for bæredygtigt byggeri er med bevillinger fra Grundejernes Investeringsfond og Realdania sikret overlevelse indtil midten af 2028.
De 44 almene træboliger i Skademosen i Trekroner er bl.a. opført med FSC-mærket træ som det konstruktionsbærende materiale. Foto: Kontraframe.

Branchesamarbejdet ’Strateginetværk for bæredygtigt byggeri’ er sikret overlevelse indtil midten af 2028.

Det sker med bevillinger fra Grundejernes Investeringsfond og Realdania.

Læs også

Arup til byggebranchen: Kom væk fra ”business as usual”

– Arbejdet i Strateginetværket og særligt de tilknyttede temagrupper skaber mærkbare resultater, siger Graves Simonsen, bæredygtighedschef i Bygherreforeningen og tovholder for netværket, og fortsætter:

– Den brede dialog i netværket og de tilknyttede temagrupper styrker branchens evne til at finde fælles ståsteder og stå mere samlet – både i forhold til regulatoriske og politiske processer og i det praktiske samarbejde i hverdagen.

”Målet er langt fra nået”

Strateginetværket for bæredygtigt byggeri blev etableret i 2022 og samler 40 organisationers arbejde med den grønne omstilling af byggeriet.

Strateginetværket har som erklæret mål at sikre:

  • et mere helhedsorienteret og tilgængeligt bygningsreglement, så vi i fremtiden bygger med mindre CO2-aftryk og færre ressourcer – og bevarer og udvikler vores eksisterende bygningsmasse ved hjælp af tilpassede krav
  • at alment teknisk fælleseje udvikles, gøres mere tilgængeligt og bidrager til både at sikre byggeriets kvalitet, og at nye bæredygtige materialer kan blive markedskonforme
  • at byggeriets videre- og efteruddannelser udvikles, så de nødvendige kompetencer til gennemførelse af branchens grønne omstilling kan løftes og sikres i hele værdikæden.
Læs også

Tre finalister kæmper om lavemissions-pris

– Målet er langt fra nået, og derfor er vi taknemmelige for, at der nu er sikret finansiering til fortsættelse af netværkets arbejde, siger Graves Simonsen.

Relateret indhold