Efter alarmerende tal på social dumping: “Virkelig på tide” med ID-kort

Danske Malermestres direktør hilser det velkomment, at krav om ID-kort på byggepladser bliver fremsat som lovforslag i denne måned. Han kritiserer dog, at kravet kun gælder for projekter på over 100 mio. kroner.
– Skattestyrelsens tal afslører jo, at vi i byggeriet står med et kæmpe problem. I virkeligheden kan vi godt sige, at det er beskæmmende, at der er så meget snyd i vores branche, siger Danske Malermestres direktør, Ole Draborg.

Bygge- og anlægsbranchen er hårdt ramt af sager om social dumping.

Mellem 2020 og 2024 har Skattestyrelsen gennemført knap 5.000 kontroller i bygge- og anlægsbranchen og fundet fejl i næsten 2.200 sager.

Det gør bygge- og anlægsbranchen til den branche med flest fejl, idet Skattestyrelsen har gennemført knap 7.800 sager mod social dumping på tværs af brancher, hvoraf godt 3.700 har ført til regulering af virksomheders skatte- og afgiftsforhold.

Læs også

Social dumping: Nye tal afslører snyd for milliarder

Der er i alt udsendt opkrævninger for knap 2,1 mia. kroner, og bygge- og anlægsbranchen står for 68 pct. af reguleringerne.

Selvom der i nogle tilfælde vil være tale om menneskelige fejl i registreringsforhold og afregning samt manglende kendskab til love og regler, kan tallet også være udtryk for bevidste handlinger for at snyde systemet.

Derfor hilser arbejdsgiverforeningen og brancheorganisationen Danske Malermestre det velkomment, at lovforslaget på baggrund af en politisk aftale fra oktober sidste år om indførelse af ID-kort på bygge- og anlægsprojekter nu står til at blive fremsat allerede i februar i år.

Læs også

Danske Byggefag roser nyt krav om ID-kort: ”Der skal tempo på processen”

– Det er virkelig på tide. Skattestyrelsens tal afslører jo, at vi i byggeriet står med et kæmpe problem. I virkeligheden kan vi godt sige, at det er beskæmmende, at der er så meget snyd i vores branche, siger Danske Malermestres direktør, Ole Draborg, og fortsætter:

– Vi skal huske, at der jo ikke kun er tale om at snyde med skatten og momsen. Det handler også om, at du tiltusker dig en lang række unfair konkurrencefordele og dermed ødelægger det for alle de virksomheder, der faktisk overholder gældende lovgivning.

Håber, at kravene bliver udvidet

Med den politiske aftale skal bygherrer fremover sikre, at der er ID-kort på alle medarbejdere og arbejdsgivere samt registrere ind- og udtjekning på byggepladsen.

Det vil gælde alle offentlige og private bygge- og anlægsprojekter på over 100 mio. kroner.

Læs også

Bredt flertal bag krav om ID-kort på byggepladsen: ”Et markant skridt”

Stod det til Ole Draborg, skulle kortet dog gælde for alle bygge- og anlægsprojekter – ikke kun dem på over 100 mio. kroner.

– Men nu bliver der altså fremsat et lovforslag om et ID-kort. Det kan vi kun bifalde, og vi kan da håbe på, at kravene til kortet hen ad vejen bliver udvidet, så alle byggerier bliver omfattet af kortet, siger Ole Draborg.

Relateret indhold