Vinderen af Dansk Landskabspris er fundet

Erik Brandt Dam Arkitekter og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter løber med dette års hæder for deres landskabelige formidlingsprojekt De fem Halder i Viborg.
Erik Brandt Dam og Charlotte Skibsted
Det var en enstemmig jury, der valgte, at Erik Brandt Dam Arkitekter og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter skulle vinde Dansk Landskabspris 2025. Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen.

Vinderen af Dansk Landskabspris 2025 er fundet.

Det bliver Erik Brandt Dam Arkitekter sammen med Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter, der løber med dette års hæder og 50.000 kroner.

Det gør de for deres landskabelige formidlingsprojekt De fem Halder i Viborg.

Foto: Jens Lindhe.

Det har en enstemmig jury afgjort.

Projektet ligger ved et af Danmarks største borganlæg og sammenkæder fysiske spor efter bygningsværker og anlæg.

Læs også

Dansk Landskabspris indsnævrer feltet til tre finalister

I juryens motivation for at vælge De fem Halder lyder det:

– De fem Halder er et hovedværk i dansk landskabsarkitektur. Det er landskabskunst i sin mest beundringsværdige form; det fremstår åbenlyst og naturligt, som havde det altid været der.

Foto: Jens Lindhe.

– Projektet indskriver sig i landskabet med en diskret og afbalanceret tilgang, hvor formidling og funktion går hånd i hånd. De fem Halder er et værk, hvor skaleringer og præcision er så velafstemt, at man som fagperson kun kan smile. Her er intet overflødigt – og alligevel er alt til stede.

12. gang

Det er i år 12. gang, at Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter uddeler Dansk Landskabspris.

Juryen består af en repræsentant for hver af de tre organisationer samt to uvildige medlemmer.

Foto: Jens Lindhe.

De to andre finalister til prisen var Cobe for Operaparken i København og BOGL for Søborg Hovedgade.

Læs også

21 projekter udvalgt i kampen om Årets Arne

De tre seneste vindere af Dansk Landskabspris har været ’H.C. Andersens Have’ (2023), ’Remiseparken’ (2021) og ’Christiansborg områdesikring’ (2019).

Relateret indhold