Nu bliver bymidten i Roskilde grønnere og mere indbydende

Med respekt for byens historie og kulturarv skabes en værdig ankomst og et inviterende strøgforløb, som lever op til nutidens krav.
Fredag d. 15. august tog Roskildes borgmester, Thomas Breddam (S), og formand for Plan- og Teknikudvalget, Claus Larsen (S), første spadestik på transformationsprojektet, der forandrer ankomsten til Roskilde og bymidtens centrale strøgforløb. Foto: Roskilde Kommune.

Tidligere på året vandt Masu Planning udbuddet om et stort fornyelsesprojekt for Hestetorvet og Algade i Roskilde, og efterfølgende har virksomheden skabt et landskabsprojekt, der understøtter kommunes vision om et nyt sammenhængende by- og gaderum.

Designet tager udgangspunkt i kommunens tre overordnende målsætninger:

Fornyelse og bevaring, grønne og skønne gade- og byrum, samt kunst, leg og bevægelse.

Sune Oslev, der er partner hos Masu Planning og ansvarlig for projektet, er opvokset og bosat i Roskilde:

Læs også

Home.Earth skal udvikle boliger i Roskildes nye grønne bydel

– Jeg har tilbragt mange timer på både Hestetorvet og i Algade, og i dag lever de to områder hverken op til borgernes, de handlendes eller de besøgendes behov.

Algade og Hestetorvet

Bygherre: Roskilde Kommune

Totalrådgiver: Masu Planning

Entreprenør og anlægsgartner: Scheller, Hougaard og Petersen

Areal: ca. 5.000 m2

Periode: 2025-2026

– I samarbejde med kommunen har vi udviklet et projekt, der forbedrer funktionaliteten, styrker bylivet og fremmer bynaturen. Med respekt for Roskildes historie og kulturarv skaber vi en værdig ankomst til Roskilde og et inviterende strøgforløb, som lever op til nutidens krav, forklarer han.

Hestetorvet og Algade

I middelalderen fungerede Hestetorvet som markedsplads, og efter utallige forandringer er torvet i dag ankomstplads til Roskilde Station.

Hestetorvet, der får flere træer og planter. Illustration: Masu Planning.
Fremtidens Algade. Illustration: Masu Planning.

Konkrete tiltag for fornyelsen af pladsen omfatter bl.a. flere træer, større grønne arealer samt nye og forbedrede opholdsmuligheder.

De kommende grønne områder bliver præget af frodige beplantninger, der skaber rum for ophold, og som visuelt samt auditivt skærmer mod trafikken fra Jernbanegade. For at hædre pladsens historie og navn opføres der en hesteskulptur på torvet.

Læs også

Klar til start på Klosterhaverne: Vil binde det centrale Roskilde bedre sammen

Algade er bymidtens centrale strøg og omdannes fra et usammenhængende forløb til et byrum, der inviterer til ophold. Tiltagende omfatter bl.a. mere beplantning, nye udendørsmøbler, et mere sikkert trafikhierarki samt en styrkelse de tre centrale pladsers identitet.

For at reducere projektets samlede klimaaftryk genanvendes hovedparten af de eksisterende materialer i udformningen af både Hestetorvet og Algade.

Efter første spadestik tager Scheller, Hougaard og Petersen nu fat på anlægsarbejdet, hvor første etape forventes afsluttet i løbet af foråret 2026.

Relateret indhold