Stor dansk tegnestue bliver en del af svensk konsulenthus

PLH bliver nu en del af svenske XPartners, der er en platform for nordiske konsulentvirksomheder inden for ingeniør- og designindustrien.
Partnergruppen i PLH (fra venstre): Kirsten Herup Søvang, Søren Mølbak, Paulette Christophersen og Lars Toksvig. Foto: Barsk Projects.

Arkitekt- og designvirksomheden PLH med omkring 250 medarbejdere bliver en del af den nordiske konsulentgruppe, XPartners, der består af godt 1.500 specialister, som rådgiver inden for infrastruktur, byggeri, energi og miljø.

– Vi er meget begejstrede for muligheden for denne mulighed. Ved at blive en del af XPartners får vi mulighed for at vokse videre på vores egne præmisser – bevare vores kultur og identitet, men med styrken fra en større platform i ryggen. Vi ser frem til at blive en del af gruppen og sammen skabe endnu større værdi for vores kunder, fortæller CEO for PLH, Søren Mølbak og fortsætter:

– PLH har opnået virkelig god organisk vækst gennem årene og særligt de seneste år, hvor vi har haft et strategisk fokus på at styrke vores markedsposition og fremtidssikre ejerstrukturen uden at gå på kompromis med vores identitet og kultur, som vi værner om. Vi har haft mange bejlere, der har været interesseret i fusion eller opkøb, men først med XPartners har vi haft tillid til, at det var det helt rigtige valg.

Læs også

Opkøb: Artelia følger plan om nordisk ekspansion

I tråd med XPartners’ forretningsmodel vil PLH fortsætte med at operere under sit eget navn, med samme ledelse, team og kultur som hidtil.

Det betyder, at de hidtidige ejere, Søren Mølbak, Kirsten Herup Søvang, Lars Toksvig og Paulette Christophersen fortsat vil være en del af ledelsen af tegnestuen. De har desuden geninvesteret i XPartners, der primært er ejet af medarbejderne og iværksættere.

Tillid, transparens og tværfagligt samarbejde

Ifølge XPartners’ CEO, Sonny Mirborn, er PLH’s tilgang til arkitektur, der bygger på nordiske værdier som tillid, transparens og tværfagligt samarbejde, et perfekt match:

– Vi er meget stolte over, at PLH har valgt at blive en del af XPartners. De deler vores overbevisning om, at entreprenørånd, bæredygtighed og samarbejde er fundamentet for fremtidens samfundsudvikling. Med deres ekspertise, markedsposition og stærke kultur styrker vi yderligere vores tilstedeværelse på det danske marked.

Læs også

Ny i ejerkredsen kender Aarhus-arkitekters DNA

PLH fortsætter som en del af XPartners sin strategiske udvikling og styrker sin internationalisering. Tegnestuen er i gang med at åbne et nyt kontor i Odense og intensiverer sin tilstedeværelse i Tyskland, Baltikum og Norge.

Opkøbet afventer godkendelse fra myndighederne og forventes at blive gennemført inden for de kommende måneder.

Rådgivning af i alle faser

PLH blev grundlagt i 1977 og arbejder med rådgivning i alle faser af arkitektur- og designprojekter.

Virksomheden er bl.a. arkitekter og designere bag byggeriet på Svanemølleholmen i Nordhavnen, der rummer AP Pensions og Nykredits hovedkontorer, journalisthøjskolen i København – det nye DMJX, Ny Psykiatri Bispebjerg, Hofor’s nye vandværker samt DSV’s og DFDS’ hovedsæder.

Relateret indhold