Forskere med markant udmelding: 80 % nybyggeri skal stoppes

Hvis det samlede antal kvadratmeter, som bliver bygget, fortsætter med at stige, har teknologiske fremskridt og biobaserede materialer ikke stor nok effekt til at sikre den grønne omstilling af byggeriet, konkluderer forskere fra DTU, SDU og AAU.
Boligbyggeri med stilads på.
Ifølge forskerne er den helt store udfordring, at der stadig bliver bygget større. Foto: Gettyimages.

Fire ud af fem nybyggerier bør sløjfes fra og med næste år.

Sådan lyder meldingen fra en række forskere fra Danmarks Tekniske Universitet, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet, som står bag en et nyt studie, der viser, at det vigtigste skridt mod en grønnere byggebranche bliver at bygge markant færre nye kvadratmeter:

– Hvis vi antager, at 50 % af alle nybyggerier fra 2026 til 2050 bliver bygget af træ og andre biobaserede materialer, så skal vi stadig reducere, hvor meget vi bygger, med 80 % for at holde os inden for det, man kalder safe operating space – altså det sikre råderum, forklarer Lise Horup Koch-Søfeldt, der er ph.d. fra DTU Sustain og hovedforfatter af studiet.

– Jeg håber virkelig, at det her kan være en øjenåbner for, hvor lidt bæredygtig nuværende praksis for byggeaktivitet er, og hvor radikalt vi skal ændre vores forbrug af bygninger, tilføjer hun.

Læs også

Top10: Entreprenører med flest nybyggede kvadratmeter i 2024

Undersøgelsen er den første i Danmark, som medregner både en vending mod træbyggeri og alle de teknologiske fremskridt inden for grøn energi og kulstoffangst, man forventer vil reducere klima- og miljøbelastningen ved eksempelvis materialeproduktion og transport.

Men teknologien kan altså ikke redde byggeriet, fastslår forskerne, fordi tendensen samtidig er, at der bygges mere og større.

F.eks. er det gennemsnitlige nybyggede parcelhus vokset fra 122 m2 i 1963 til 213 m2 i 2023, påpeger forskerne:

– Den store udfordring er, at det samlede antal kvadratmeter, som bliver bygget, bliver ved med at stige. Hvis det fortsætter sådan, har de teknologiske fremskridt og de biobaserede materialer ikke en stor nok effekt til at gøre byggeriet bæredygtigt, siger Simon Bruhn, der er ph.d. fra SDU Life Cycle Engineering og medforfatter.

Byggestop kan være en nødvendighed

Ifølge professor på Aalborg Universitet og ligeledes medforfatter på studiet, Harpa Birgisdottir, er resultaterne bemærkelsesværdige:

– Vi har før lavet undersøgelser, som viste, at byggeriet skulle reduceres, men de har altid været baseret på konkrete cases. Det her er første gang, vi kigger på det samlede nybyggeri i Danmark, har de teknologiske fremskrivninger med og måler det op imod safe operating space.

– Og resultaterne er ret vilde i mine øjne. En reduktion på 80 %, og så er det endda under forudsætning af, at det resterende byggeri bliver omstillet. Der er mange, som lige nu lufter ideen om et decideret byggestop. Nu har vi tal, der viser, at noget, der ligger tæt på et byggestop, ikke bare er en idé, men kan være en nødvendighed.

Læs også

Realdania deler ny viden om biobaseret byggeri. Flere eksempelbyggerier på vej

Det nye studie er en såkaldt prospektiv LCA, hvilket betyder en fremskrivende livscyklusanalyse af nybyg frem mod 2050.

Udgangspunktet har været de fremtidsscenarier, som FN’s klimapanel arbejder med – både de optimistiske og de pessimistiske. Dem har forskerne taget et gennemsnit af og brugt det til at regne ud, hvordan dansk nybyggeri vil påvirke alt fra ressource- og arealforbrug til partikelforurening og CO2e-udledninger i de næste 25 år, hvis byggeriet skifter til mere biobaserede materialer og kan drage fordele af de teknologiske fremskridt – men ellers fortsætter som hidtil:

Har ikke kigget på alt

– Vi har arbejdet ud fra en business as usual-model og gået ud fra, at vi fortsætter med at bygge flere og flere kvadratmeter. Selv om tallene peger i den retning, kan vi selvfølgelig ikke være sikre på, at det faktisk kommer til at ske. Men om ikke andet kan man bruge vores undersøgelse til at slå fast, at på trods af teknologiske fremskridt er business as usual ikke en mulighed, siger Lise Horup Koch-Søfeldt.

Samtidig understreger forskerne, at de i studiet ikke kigger på alt.

Der er f.eks. ikke regnet på, hvad genbrugsmaterialer ville kunne bidrage med, ligesom det udelukkende er selve byggeriet, forskerne har kigget på. Pga. mangel på data er den efterfølgende drift og opvarmning af bygninger ikke inkluderet, selv om det formentlig kun ville gøre behovet for mindre nybyggeri endnu større.

Relateret indhold