I starten af november vil byrådet i Aarhus Kommune formentlig beslutte at iværksætte en strategi for kortlægning og håndtering af PCB i kommunens bygninger. Den samlede bygningsmasse ejet af Aarhus Kommune er på 1,9 mio. kvm etageareal, og heraf er 273.000 kvm opført fra 1950 til 1977, hvor PCB-holdige materialer blev anvendt i byggeindustrien i form af blandt andet fugemasse, gulvbelægning og maling samt i kondensatorer i lysrørsarmaturer.
Afgassende miljøgift
PCB er en svært nedbrydelig miljøgift, der spreder sig let til omkringliggende materialer og afgasser til omgivelserne. I bygningsmæssig sammenhæng optræder PCB både udvendigt og indvendigt, men i kommunens strategi betegnes fjernelse af al PCB i kommunens bygninger som stort set umuligt trods investeringer på flere hundrede millioner kroner. Formålet med kommunens risikoafdækning er i den sammenhæng at få afgrænset de bygninger, hvor det vil være relevant at gennemføre en egentlig PCB-sanering, og derfor har kommunen udarbejdet en strategi, der forholder sig til PCB-problematikken i relation til indeklimaet.
Den samlede vurdering er, at PCB ikke udgør et stort sundhedsmæssigt problem, og at de økonomiske omkostninger vil være overskuelige ved en hensigtsmæssig tilrettelægning.
Uddrag fra Aarhus Kommunes indstilling til en PCB-strategi
Kommunen lægger op til at foretage orienterende målinger på et repræsentativt udsnit af bygningerne, og de samlede omkostninger til målinger forventes at beløbe sig til godt to mio. kroner. Men generelt vurderes PCB ikke at være et større sundhedsmæssigt problem.
– Den samlede vurdering er, at PCB ikke udgør et stort sundhedsmæssigt problem, og at de økonomiske omkostninger vil være overskuelige ved en hensigtsmæssig tilrettelægning, anfører kommunen i strategioplægget.
Dyr renovering
Det anføres ligeledes, at det ikke kan udelukkes, at det i særlige tilfælde kan være nødvendigt at gennemføre en egentlig sanering af en bygning, der er forurenet i en sådan grad, at det kræver bygningsmæssige indgreb. Det vil i givet fald have store økonomiske konsekvenser, slås det fast.
Aarhus Kommune slår i strategioplægget fast, at kommunen i forvejen træffer de nødvendige forholdsregler i relation til beskyttelse af de udførende håndværkere, brugerne i bygningerne og ved bortskaffelse af byggeaffald, når der foretages ombygninger og renoveringer i bygninger, hvor der indgår PCB-holdige materialer.
Kortlægningen af PCB i kommunens bygninger skal være færdig senest i 2017.