Regeringen, De Konservative, Danmarksdemokraterne og SF er blevet enige om, hvordan en større tilpasning af universitetsuddannelserne og antallet af studiepladser skal ske. Aftalen medfører bl.a., at universiteterne samlet set skal reducere deres optag med 10,2 %, hvilket svarer til 2.660 færre optagede studerende.
Læs også: Kultur i byggeriet: Håndværkerne er blevet glemt
I SMVdanmark ser vi positivt på aftalen, da mange universitetsuddannelser har høj ledighed, mens der mangler arbejdskraft i andre sektorer. Den skævhed udgør et stort og stigende samfundsmæssigt problem.
Samtidig ved jeg, at man altid risikerer kritik, når man laver ændringer i vores uddannelsessystem, så på den baggrund skal der lyde rose til regeringen og politikerne for at udvise mod og lave en nødvendig begrænsning i optaget på universiteterne.
Det sikrer os et langt bedre match mellem udbuddet af uddannelser og de jobs, som rent faktisk findes ude på den anden side.
Kan få sværere ved at skaffe arbejdskraft
I SMVdanmark ser vi dog også udfordringer i aftalen.
Vi har opfordret til, at man ikke fjernede studiepladser på universiteter, hvor ledigheden er meget lav. Det har politikerne lyttet til, men man fjerner alligevel ca. 300 på de tre universiteter i Danmark, der har lavest ledighed.
Det bekymrer, fordi det kan betyde, at SMV’erne får sværere ved at skaffe arbejdskraft i fremtiden.
Vi har opfordret til, at man i endnu højere grad har skåret studiepladser på de universiteter, hvor folk ikke kommer i arbejde, og hvor mange falder fra. Det er i virkeligheden også i de studerendes interesse, for ingen er jo interesseret i at blive uddannet til arbejdsløshed.
Læs også: Fællesfonden: Hurtigt er ikke altid effektivt
Med denne aftale er næste skridt, at de enkelte universiteter skal beslutte, hvilke konkrete uddannelser, der skal miste studiepladser fra optaget i 2025.
Hos SMVdanmark vil vi fremhæve bl.a. ingeniøruddannelserne, som områder, det er vigtigt, at aftalen ikke går unødvendigt ud over.