Færre stjæler fra jobbet end tidligere

Knap halvdelen af danskerne har taget ting fra deres arbejde uden at levere det tilbage - og uden at få lov. Alligevel er det færre end tidligere, skriver Det Kriminalpræventive Råd.
Foto: Pressefoto/Det Kriminalpræventive Råd
Foto: Pressefoto/Det Kriminalpræventive Råd

Fakta

  • 45 procent angiver at have taget ting med hjem fra arbejdspladsen uden at levere det tilbage. I 2008 var den tilsvarende andel 53 procent.
  • 60 procent har taget ting 1-2 gange, mens det kun er 2 procent, der har gjort det mere end 10 gange.
  • 38 procent angiver, at den væsentligste årsag er hjemmearbejde. 21 procent siger, at det skyldes sjusk og glemsomhed.
  • Af de, der har taget noget fra arbejdspladsen, har:
  • 72 procent taget kontorartikler som kuglepenne, papir og frimærker
  • 10 procent har taget genstande, der indgår i det arbejdspladsen producerer eller sælger
  • 9 procent har taget fødevarer, fx kaffe og sodavand
  • 8 procent har taget restvarer
  • 5 procent har taget rengøringsartikler
  • 1 procent har taget mindre EDB-udstyr, fx mus og tastatur
  • 1 procent har taget større EDB-udstyr fx skærme, printere og computere
  • 12 procent har taget andre ting
  • Undersøgelsens datagrundlag består af 1.506 gennemførte spørgeskema-interview med et repræsentativt udsnit af personer i beskæftigelse mellem 15 og 65 år.
  • Formålet er at afdække omfanget og karakteren af arbejdspladstyveri og svind fra danske arbejdspladser, samt at undersøge svarpersonernes holdninger til arbejdspladstyveri og svind.
  • Undersøgelsen omhandler både de situationer, hvor medarbejdere stjæler genstande med et berigelseshenblik og de situationer, hvor genstande bliver brugt i en privat sammenhæng.

Omtrent halvdelen af danskerne har – ofte uagtsomt – stjålet fra deres arbejde. Det viser en ny rapport foretaget af Epinion for Det Kriminalpræventive Råd. I rapporten kan man læse, at i alt 45 procent af danskerne har taget noget med hjem uden at levere det tilbage. Det er lidt færre end i 2008, hvor tallet var 53 procent.

– At knap halvdelen af danskerne har taget ting med hjem uden at levere det tilbage, kan umiddelbart lyde som mange, men undersøgelsen viser, at de færreste har til hensigt at stjæle fra arbejdspladsen. Hjemmearbejde er den primære begrundelse for, at folk tager noget med hjem fra deres arbejde. Derudover skyldes det glemsomhed eller sjusk, siger specialkonsulent Anders Young Rasmussen fra Det Kriminalpræventive Råd i pressemeddelelsen.

Rapporten viser desuden, at tyveri fra arbejdspladsen også er blevet mere upopulært blandt kollegaer. Med undtagelse af restvarer indenfor fødevarer, er accepten af at tage ting med hjem faldet over hele linjen.

– Hvis man som arbejdsgiver vil undgå tvivlstilfælde for, hvornår det er okay at tage noget med hjem, anbefaler vi, at man laver nogle klare regler for, hvad man må, og hvad man ikke må. Alternativt kan man lave en udleveringsordning for fx kontorartikler, så de ansatte ikke selv kan tage dem, siger specialkonsulent i Det Kriminalpræventive Råd Anders Young Rasmussen.

Relateret indhold