CEPOS: BoligJobordning forvrider skattesystemet

Den borgerligt-liberale tænketank mener, at BoligJobordningen fører til unødigt bureaukrati og åbner for lobbyisme fra alle mulige andre særinteresser for også at opnå fradrag.
Det gør set fra et økonomisk perspektiv kun ordningen værre, når regeringen nu laver BoligJobordningen om til kun at omfatte energibesparende foranstaltninger, mener CEPOS. Foto: Byggeriets Billedbank.
Det gør set fra et økonomisk perspektiv kun ordningen værre, når regeringen nu laver BoligJobordningen om til kun at omfatte energibesparende foranstaltninger, mener CEPOS. Foto: Byggeriets Billedbank.

Mens den uafhængige tænketank KRAKA har været på banen med en anbefaling til politikerne om ikke bare at forlænge BoligJobordningen, men også gøre den permanent og øge fradraget, så går den borgerligt liberale tænketank CEPOS den modsatte retning:

– Boligjobordningen bør afskaffes. Fradragsordninger er generelt en dårlig idé. De skævvrider både den økonomiske aktivitet og forbruget. Samtidig komplicerer det skattesystemet, som myndighederne i forvejen har problemer nok med overhovedet at overskue og forvalte i overensstemmelse med gældende lov. Det fører til unødigt bureaukrati. Endelig åbner den slags ordninger for lobbyisme fra alle mulige andre særinteresser for også at opnå fradrag, siger direktør Martin Ågerup fra CEPOS.

Boligjobordningen bør afskaffes. Fradragsordninger er generelt en dårlig idé. De skævvrider både den økonomiske aktivitet og forbruget.

Direktør Martin Ågerup CEPOS

Forvridning

Martin Ågerup erkender, at BoligJobordningen kan bidrage til at fjerne noget sort arbejde, men siger videre:

– Det er godt at have mindre sort arbejde, men KRAKAs argument for at gøre ordningen permanent er, at der i skattesystemet er nogle forvridninger, der svækker dansk økonomi i form af højt skattetryk, høj moms og høj marginalskat. Det forsøger de at rette op på med en anden forvridning ved at favorisere en bestemt form for privat forbrug. Men det forvrider forbruget. Der ser CEPOS hellere, at man ser på den oprindelige forvridning – det høje skattetryk. BoligJobordningen er en form for symbolpolitik, hvor man forsøger at løse lidt af de problemer, som vores dyre skattesystem koster. Når man først begynder på den slags, vil andre stå i kø med lignende ideer. Hvorfor skal der eksempelvis ikke også være momsfritagelse for restaurantbesøg, siger Martin Ågerup til Dagens Byggeri.

Ekstra byrde

Martin Ågerup mener, at BoligJobordningen giver en ekstra byrde for de danskere, der ikke vil bruge ordningen:

– Det gør set fra et økonomisk perspektiv kun ordningen værre, når regeringen nu laver BoligJobordningen om til kun at omfatte energibesparende foranstaltninger. Det grundlæggende problem er, at man belønner folk med en skattelettelse for at bruge deres penge på en helt speciel måde. Det bliver kun værre, jo mere specifik ordningen laves. Danskerne har verdens højeste skattetryk, og derfor bør det være slut med skatteomlægninger. Fremtidige skattereformer bør reducere det samlede skattetryk og finansieres ved besparelser andre steder, siger Martin Ågerup, der efterlyser, at tingene sættes i de rette proportioner:

– Hvis man helt fjernede topskatten, ville uligheden i Danmark stige til niveauet i Sverige. Det er overdreven fokus at stirre sig blind på ulighed, når vi også har andre udfordringer. Det er ikke statens rolle at omfordele fra folk, der kan klare sig selv, til andre der kan klare sig selv…

Relateret indhold