Bornholmsk malermester vil i Folketinget

Hun er både malermester, mor og kommunalbestyrelsesmedlem, og så er hun folketingskandidat på Bornholm for Det Konservative Folkeparti.
Malermesteren Kirstine Van Zabben stiller op til Folketinget for De Konservative på Bornholm.
Malermesteren Kirstine Van Zabben stiller op til Folketinget for De Konservative på Bornholm.

FOLKEMØDET: Blandt deltagerne i årets Folkemøde på Bornholm er den lokale folketingskandidat for De Konservative, Kirstine Van Zabben, der til daglig er malermester og blandt en “uddøende race” – selvstændige erhvervsdrivende i politik.

Hun er også medlem af øens kommunalbestyrelse, og hun slår over for Dagens Byggeri fast, at der mangler folk i Folketinget, der repræsenterer de små erhvervsdrivende.

Vores største udfordring har været, at mange af de unge mennesker, som gerne vil tage en erhvervsuddannelse inden for byggefaget, bliver nødt til at rejse væk fra Bornholm.

Kirstine Van Zabben Folketingskandidat for De Konservative

– Bornholms fremtid ligger mig meget på sinde. At få tid til både virksomhed, familie og politik kræver god planlægning og ikke mindst et god netværk. Når man brænder for tingene, finder man også tiden til det, fortæller hun til Dagens Byggeri.

Udfordring

I andre dele af landet er social dumping på den politiske dagsorden i håndværkerkredse, men det er ikke det store problem på Bornholm.

– Vores største udfordring har været, at mange af de unge mennesker, som gerne vil tage en erhvervsuddannelse inden for byggefaget, bliver nødt til at rejse væk fra Bornholm, og det er svært at få dem tilbage, hvis ikke vi kan tilbyde dem et job. Omvendt står vi nu og mangler kvalificeret arbejdskraft, fordi de unge flytter væk, fortæller hun videre.

Og så kan Kirstine Van Zabben fortælle, at der er sket en ændring på Bornholm i retning af flere fagentrepriser og færre totalentrepriser.

Bureakrati

– I den tid, hvor jeg har siddet i kommunalbestyrelsen, har vi blandt andet haft et stort plejehjemsbyggeri, hvor et flertal i kommunalbestyrelsen besluttede, at den opgave skulle i fagentreprise for at tilgodese så mange af de lokale håndværksmestre som muligt, og det er lykkedes. Det arbejder vi derfor også med i andre opgaver, slutter Kirstine Van Zabben, der også er godt træt af at skulle bruge så lang tid på bureaukrati – i stedet for tage ud til kunderne og tjene nogle penge.

Relateret indhold