De seneste dages debat om Boligjobordningen – blandt andet med politiske udmeldinger, der spænder lige fra socialdemokraternes ønske om at sløjfe Boligjobordningen til Dansk Folkeparti, som vil gøre ordningen permanent – har nu også fået Brancheorganisationen Tekniq til at melde sig på banen.
De understreger, at der er behov for en permanent tilskudsordning, hvis boligejerne fortsat skal have fokus på investeringer, der sparer på energiforbruget, og på mere grønne energiløsninger til erstatning af for eksempel oliefyr som opvarmningskilde.
– Det afgørende for os er egentlig ikke, om Boligjobordningen hedder det ene eller det andet. Det vigtige er, at man politisk erkender, at der fortsat er brug for et økonomisk incitament til, at især de private boligejere energirenoverer deres huse, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq, i en pressemeddelelse.
Større indsats
Mere end to tredjedele af de danske bygninger er bygget før 1980. Og ifølge Tekniq er potentialet for at reducere det samlede energiforbrug derfor enormt. Alligevel viser undersøgelser fra blandt andet Bolius, at boligejernes interesse for at spare på energien generelt bliver mindre og mindre.
– Derfor er der også god grund til fra politisk hold at gøre endnu mere for at understøtte energibesparelser og den grønne omstilling – ellers vil det ikke lykkes at leve op til EU’s klimamål, som kræver en samlet reduktion af drivhusgasudledningen i EU på 20 procent inden 2020, siger Tina Voldby.
Brug for initiativer
Boligjobordning har ifølge Tekniq også haft en stor samfundsmæssig værdi ved at medvirke til at reducere det sorte arbejde.
– Den nuværende Boligjobordning udløber ved årsskiftet. Derfor er det helt afgørende, at man politisk i god tid får taget stilling til, om Boligjobordningen skal videreføres i sin nuværende form. Under alle omstændigheder er der fortsat brug for initiativer og egentlige tilskudsordninger for at få de danske boligejere til at tænke og handle grønt. For grøn tankegang er ikke noget, der kommer af sig selv, og den er ikke gratis, siger Tina Voldby.