Aarsleffs nye formand kender hjertet i forretningen

Ebbe Malte Iversen har fået et nyt job hos Danmarks største entreprenør.
En gammel kending er landet for borenden af bestyrelsen i Aarsleff. Ebbe Malte Iversen er klar til at trække i arbejdstøjet for den virksomhed, hvor han har arbejdet i 45 år. Pressefoto.
En gammel kending er landet for borenden af bestyrelsen i Aarsleff. Ebbe Malte Iversen er klar til at trække i arbejdstøjet for den virksomhed, hvor han har arbejdet i 45 år. Pressefoto.

De seneste par år har været omskiftelige for Ebbe Malte Iversen, 68. Det er kun lidt mere end et år siden, han fratrådte som administrerende direktør i Aarsleff-koncernen. Det skete til fordel for et job som formand for Per og Lise Aarsleffs Fond, der ejer hovedparten af entreprenørkæmpen.

Men sådan skulle det ikke være. Fredag blev han valgt som ny formand for bestyrelsen i Per Aarsleff A/S og skal igen spille en aktiv rolle i den virksomhed, hvor har arbejdet i 45 år.

– Nu har jeg haft tid til at gå og vænne mig lidt til tanken, og jeg glæder mig til opgaven. Aarsleff er en fin organisation med et sundt værdigrundlag og en dygtig og erfaren ledelse. Jeg har tidligere arbejdet sammen med den administrerende direktør Jesper Kristian Jakobsen i gensidig respekt, så det bliver spændende at komme tilbage, siger den nye formand, der har været en del af Aarsleff, siden han i en alder af 23 fik sit første job som ingeniør i virksomheden.

Det blev meldt ud i november, at Ebbe Malte Iversen ville fratræde som formand for Per og Lise Aarsleffs Fond. Han sidder dog fortsat med ved bordet som menigt bestyrelsesmedlem.

En god nummer to

Per Aarsleff A/S’ nye formand var imidlertid ikke førstevalgt til posten. Det fortæller Andreas Lundby, der indtil for ganske nylig var formand for Aarsleffs bestyrelse.

– Det havde været naturligt, om det var næstformand Jens Bjerg Sørensen, der havde overtaget tøjlerne, men folk har jo travlt, og han ønskede ikke jobbet. Og så gik jagten ellers ind på min afløser, siger han til Dagens Byggeri og løfter sløret for, at man også har kigget mod udlandet.

Bestyrelsen havde imidlertid ikke lyst til at skifte forretningssprog fra dansk til engelsk, hvad der i givet fald ville blive nødvendigt med en ikke-dansk formand. Samtidig prioriterede man at finde en kandidat, som havde en høj grad af branchekendskab, forklarer Andreas Lundby.

– Vi har ledt efter en person, der havde erfaring med entreprenørvirksomhed i vores størrelse. Dem er der ikke mange af. Skåret ind til benet er vi desuden en meget dansk virksomhed med vores primære marked her i landet. De betragtninger har indgået i vores valg af ny formand, og jeg har fuld tiltro til, at Ebbe kan løfte opgaven, siger han.

Nyt hold?

Når en ny formand træder til, sker det ikke sjældent, at der bliver ændret på ansigterne i direktionen. Men Ebbe Malte Iversen afviser, at det er der, han retter fokus hen. Det er kun godt et år siden, at Aarsleff-toppen fandt sin nuværende sammensætning, og den skal der ikke rokkes ved.

– Vi er godt kørende med vores direktion. Jeg har tidligere arbejdet sammen med tre af de fire mand, som står i spidsen for virksomheden. Det er et godt hold – et rigtig godt hold, lyder det.

Han forklarer, at hans vigtigste opgave i stedet bliver at fastholde Aarsleff som en agil virksomhed, der formår at reagere i tide på ændringer i markedet.

– Jeg ser det som et helt essentielt for en virksomhed at kunne tilpasse sig både op og ned alt efter konjunkturerne. Det bliver en af mine opgaver sammen med resten af bestyrelsen at sikre, at vi kan netop det, siger han.

Samarbejde i centrum

For Ebbe Malte Iversen går agilitet og samarbejde hånd i hånd. Han mener, at de kommende års helt store konkurrenceparameter bliver at kunne få det optimale ud af partnerskaber med andre aktører i branchen.

– Jeg tror, der er store gevinster at hente, hvis vi bliver bedre til at arbejde sammen med bygherrer, rådgivere og leverandører. Vi skal have nogle mere åbne samarbejdsformer, hvor man tager den naturlige friktion, som er mellem køber og sælger ud af ligningen – for der er masser af områder, hvor vi har fælles interesser, siger han og nævner i flæng: Bæredygtighed, arbejdsmiljø, budgetsikkerhed, tidsforbrug og kvalitet.

Et bedre og mere gnidningsfrit samarbejde vil desuden kunne indfri en anden af Ebbe Malte Iversens ambitioner for Aarsleff. Nemlig at øge forretningens lønsomhed. Og formanden bliver siddende til den opgave er løst – eller til der ikke er brug for ham længere:

– Hele bestyrelsen er på valg hvert år, så i sidste ende bestemmer aktionærerne, hvornår jeg ikke skal være med længere. Men jeg regner med at blive, så lang tid der er behov. Så må tiden og udviklingen vise, hvor lang tid, jeg stiller mig til rådighed, lyder det.

Relateret indhold